torsdag den 23. november 2017

Through the Woods af Emily Carroll

Forfatter: Emily Carroll
Titel: Through the Woods
Forlag: McElderry Books
Udgivelse: 2014

Graphic novel








Lige inden efterårets Deweys Readathonløb af stablen, var jeg et smut i Faraos Cigarer, for at krydre min læsebunke lidt. Jeg havde forinden tænkt, at jeg ville købe 'Through the Woods', da jeg havde læst en del positive anmeldelser af den lille bog og fordi den passede godt ind i mit oktober-tema.

Bogen er en graphic novel indeholdende fem korte fortællinger, som efter sigende skulle få det til at løbe koldt ned af ryggen. De fem fortællinger er sat i fem forskellige rammer, dog alle med et bindeled til skoven.

Nu er jeg temmelig let at skræmme, og jeg må sige, at jeg synes disse korte fortællinger var pænt creepy. Jeg ville have læst dem om aftenen til Deweys Readathon, men endte med at læse dem morgenen efter, og måske var det meget godt for mig at læse dem i dagslys. Min fantasi er meget veludviklet, når det gælder om at skræmme mig selv, og fortællingerne slutter alle, uden en reel afklaring, hvilket giver frit løb til fantasien. Fortællingerne var temmelig spøjse, på sin egen særprægede facon, og jeg synes at det fungerede for mig.

Illustrationerne, som næsten er en vigtigere del af fortællingerne end teksten, er fine og stemningsfulde, og fuldender den mystiske og uhyggelige stemning, som fortællingerne skaber. 

Bogen er meget hurtigt læst, da tekstmængden er minimal, og læsehastigheden begrænser sig til hvor længe man sidder og beundrer illustrationerne. Jeg kan anbefale bogen, hvis man har lyst til en lidt uhyggelig og spøjs oplevelse til en mørk aften.



Denne bog indgår i min læseudfordring for 2017, under kategorien 'Natur', da skoven indgår, som et gennemgående tema, hele bogen igennem.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar