lørdag den 4. november 2017

Mumitrolden - De tre første romaner af Tove Jansson

Forfatter: Tove Jansson
Titel: Mumitrolden - De tre første romaner
Forlag: Carlsen
Udgivelse: 2008 (denne 2016)
De tre romaners første udgivelse, hver for sig, var i hhv, 1945, 1946, 1948.

276 sider





Mumitroldene som bogform var ikke en del af min barndom, men det var tegnefilmene til gengæld. Jeg vil tro, at det var en af mine yndlings tegnefilm, som kom på TV. Det var et sandt sammensurium af finurlige væsner, glade farver og munterhed. Det var først da jeg blev ældre, at jeg fandt ud af at der rent faktisk var nogle bøger og tegneserier bag tegnefilmen. Til min fødselsdag fik jeg 'Mumitrolden - De tre første fortællinger', som jeg virkelig længe har set frem til at læse.

Bogen består af de tre første romaner, som Tove Jansson skrev om troldene og alle deres venner:

De små trolde og den store oversvømmelse
Mumitrolden og Mumitroldens mor er på vandring i søgen efter et sted at slå sig ned. Herudover vil de gerne finde Mumitroldens far, som er rejst ud i verden med Hatifnatterne. Men vejen er lang og ikke helt ufarlig, men undervejs får de mange venner, som hjælper dem.

Kometen kommer
Mumitrolden, hans far og mor, samt det lille dyr Snif, bor i Mumidalen, hvor alt ånder fred. Lige indtil en dag, hvor alt er dækket af støv, og der varsles en katastrofe. Mumitrolden og Snif rejser ud for at finde ud af, hvad der er på færde, og her møder de blandt andet de velkendte karakterer Mumrikken, Snorken og Snorkfrøkenen. 

Troldkarlens hat
Vinterhiet er forbi, og det er forår i Mumidalen. Mumitrolden, Mumrikken og Snif finder en høj hat, som viser sig at besidde magiske kræfter, som skaber flere problemer i Mumidalen. Mumrikken tager på en vandring og Tofslen og Vifslen dukker op i Mumidalen med en mystisk kuffert.


Når man læser de tre romaner, kan man tydeligt mærke udviklingen af universet, der sker undervejs. Det var særligt i den tredje roman, at jeg kunne mærke den stemning, som jeg på sin vis husker fra min barndom. I denne tredje roman er de fleste væsner, som jeg kan huske, etableret i fortællingen, og Tove Janssons illustrationer afspejler den tegnefilm jeg husker.

Jeg synes det er så rart at genopleve barndommens fortællinger, og denne bog giver mig et tilbageblik på historier jeg kender. Samtidig giver den mig en anden indsigt end hvad jeg fik af tegnefilmene, nemlig Tove Janssons humor og skarpe personskildringer. På sin vis kan hvert væsen tilskrives 1-2 egenskaber, som fremgår i de fleste mennesker.

Jeg er vild med Mumis univers, og glæder mig til at læse de tre næste fortællinger.


Denne bog indgår i min læseudfordring for 2017, under kategorien 'Frihed', som er indbegrebet af Mumifamilien, som rejser ud når de har lyst, og ikke mindst Mumrikken, som er en sand eventyrer, der ikke kan opholde sig samme sted alt for længe, før udlængslen melder sig.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar