torsdag den 26. oktober 2017

Pigen der elskede Tom Gordon af Stephen King

Forfatter: Stephen King
Titel: Pigen der elskede Tom Gordon
Orig. titel: The Girl Who Loved Tom Gordon
Forlag: Egmont (bogklubs-bog)
Udgivet: 1999 (denne 2000)


217 sider






Baggrund for læsningen:
I sommers var der et lille loppemarked i gården hvor jeg bor, og her fandt jeg blandt andet 'Pigen der elskede Tom Gordon' af Stephen King. Bogen var en lille god størrelse, og da jeg længe gerne har ville forsøge mig med lidt flere af Kings bøger, og det faktum at den passede til de andre King-bøger jeg ejer, så købte jeg den. Det var som sådan ikke en bog jeg kendte så meget til, men den lød spændende. I forbindelse med efterårets Deweys Readathon, hvor jeg forsøgte at finde nogle bøger, som passede ind i et oktober-tema, gerne med lille uhygge, tænkte jeg at denne bog kunne være god at tilføje læsestakken.

Kort resumé:
På en udflugt, farer 9-årige Trisha vild i skoven, da hun vil gå lidt afsides og tisse. Hendes mor og bror var optaget af et skænderi, da Trisha besluttede sig for at forlade stien, og pludselig kan hun ikke finde tilbage. Dette bliver starten på en sindsoprivende oplevelse for Trisha, som befinder sig mutters alene i en stor skov, med intet andet end sine forestillinger, mareridt og hvad der ellers befinder sig i skoven, som selskab.

Evaluering:
Bogen er som sådan ikke uhyggelig, men er mere et psykologisk drama, som skaber en dyster stemning. Tankerne ledes straks hen til hvordan man selv ville forholde sig til at være faret vild i en stor mørk skov. Samtidig er Trisha kun et barn, og det gør det på mange måder til en hjerteskærende fortælling.

Igennem bogen gennemlever man alle former for sindstilstande, man kan forestille sig at være i, gennem Trishas sind. Panikken når man opdager man er faret vild,  rædslen når man opdager man skal tilbringe natten alene i skoven, smerten når man triller ned af sin første skrænt dækket af myggestik og hvepsestik, kampgejsten da man mener at have en plan, og fortabelsen da man indser, at der er meget lille chance for, at nogle finder én før det er for sent. Bogen virker på mange måder som et tankeeksperiment; hvor meget skal man igennem før man giver op, hvor længe kan man tro på at man har en chance.

På trods af det rædselsvækkende scenarie, som lille Trisha befinder sig i, havde jeg svært ved at leve mig fuldstændig ind i fortællingen. Måske fordi jeg hele tiden var sikker på, at Trisha nok skulle klare den. Dette var dog ikke på noget tidspunkt givet, men af en eller anden grund var jeg overbevist om, at hun nok skulle blive reddet. Jeg vil ikke skrive her, om jeg fik ret i min antagelse, da det ville være en stor spoiler, men fordi jeg havde fået denne opfattelse, hindrede det mig i, fuldt ud at hengive mig til Trishas fortvivlelse. Og det var egentligt lidt ærgerligt. Trods dette, synes jeg det var en spændende bog, som fortjener en stor anbefaling herfra.



Denne bog indgår i min læseudfordring for 2017, under kategorien 'Vejret', da Trisha tilbringer en rum tid i det fri, hvor hun må gennemleve en voldsom regn, med kun et regnslag til beskyttelse.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar