søndag den 4. marts 2018

Forfatter-interview på Den Sorte Diamant: Asli Erdogan

Det Kongelige Bibliotek var så venlige endnu en gang, at tilbyde mig en billet da den tyrkiske forfatter Asli Erdogan gæstede deres internationale forfatterscene. Arrangementet var d. 31. januar, og jeg drog afsted spændt og nysgerrig på, hvad det ar jeg skulle opleve.


Hvor jeg sidste gang var til et arrangement i Dronningesalen (da Junot Diaz gæstede Diamanten), blev arrangementet denne gang afholdt i en noget mindre sal, som gav arrangementet et lidt mere intimt udtryk en sidst.

Asli Erdogan er er tyrkisk forfatter i eksil. Hun sad fængslet i 2016 i Tyrkiet, anklaget for at udbrede propaganda for terrorister, i forbindelse med at hun skrev for en avis som blev beskyldt for at stå i ledtog med Kurdistan Worker's Party (PKK). Jeg har aldrig læst noget fra Asli Erdogans forfatterskab, men har læst at hun har skrevet om kontroversielle emner som tortur, kvinderettigheder, brud på menneskerettigheder og er generelt en kritiker af regeringen i Tyrkiet. Hun er i den grad en politisk forfatter, og har sidste år fået en roman oversat til dansk: 'By i blodrød kappe'.

Asli Erdogan var i samtale med den svenske journalist Rakel Chukri, som gjorde det rigtig godt. Meget forventeligt grundet Asli Erdogans oplevelser, politiske handlinger og kritiske holdning til regeringen i Tyrkiet, blev omdrejningspunktet for samtalen, nærmere dette, frem for Asli Erdogans ny-oversatte bog. Det billede der blev tegnet af denne person var en stærk kvinde, som aldrig har gået på kompromis med hverken sine handlinger i livet eller sit forfatterskab.

Op til fængslingen følte hun sig forfulgt. Hun mærkede at der var noget under opsejling, og forventede en arrestation. Hun forventede dog ikke en fængsling, som skulle vare over 4 måneder. Asli Erdogan tegner et stærkt diktatorisk billede af Tyrkiets regering, og beskriver, at hun skylder den tyrkiske befolkning at skrive om det, da hun tvivler på, at Europa er klar over hvilke tragedier der finder sted i Tyrkiet. Et tilbagevendende tema for samtalen var dette skift for Tyrkiet, som for få år siden var kandidat til at blive en del af EU. Et kandidatur der nu synes længere væk og mere umuligt end nogensinde. Om regeringens håndtering af kritik beskriver hun:

'Everybody who can whisper is a threat'

Og Asli Erdogan kan godt hviske. Med hendes egne ord sætter hun et spejl op foran regeringens ansigt. Og da de ikke kan lide deres eget spejlbillede, smadrer de spejlet. Dette viser, i hendes øjne, at de er skyldige i det de anklages for: 

'Måske har jeg ikke ret. Men i smider mig i fængsel for det. That proves my point'. 

Hun satte, på denne facon, billeder op, som var meget kraftfulde, fyldt med stor sandhed og forståelse for menneskers natur og grusomhed.

Asli Erdogan blev spurgt om hun ville skrive om sin fængsling. Hendes svar til dette var, at grundet post-traumatisk stress ville denne genoplevelse af hændelserne måske ødelægge hende. Samtidig formulerede hun så fint, at traumet ikke taler i et sprog, som hun ville kunne formidle i litteratur. Hun ville mangle lyde og dufte, og hendes svar var:

'it is beyond my powers as a writer'

Asli Erdogan har modtaget 'Simone de Beauvoir'-prisen i 2018, som er en pris for menneskerettigheder og kvinders frihed. Under samtalen fortalte Asli Erdogan hvordan hun var kommet i kontakt med en række voldtagede kurdiske kvinder, hvorefter hun begyndte at skrive deres historier. Hun ser ikke sig selv som aktivist på dette område. Hun har blot prøvet at være et vidne, når der var brug for hende, og at nedfælde begivenhederne. Hun tror på at vi kan ændre noget ved at skrive, og at hændelserne på denne måde aldrig vil blive glemt. Hun vil være ofrenes stemme.

Jeg synes at det var fantastisk oplevelse, at møde en så stærk og inspirerende kvinde, som har oplevet mere end de fleste. Hendes fortælling gjorde indtryk på mig, og jeg er ikke i tvivl om at hun er en nødvendig stemme i verden, da hun tør at tale.

2 kommentarer: