mandag den 26. februar 2018

The Rosie Project af Graeme Simsion

Forfatter: Graeme Simsion
Titel: The Rosie Project
Forlag: Penguin Books
Udgivelse: 2013 (denne 2014)

327 sider









Baggrund for læsningen:
Jeg købte denne lille paperback til et gårdsalg, da det var en titel jeg havde hørt positivt om, og da bogen passede perfekt til at medbringe på en rejse (størrelsesmæssigt). Derfor ventede jeg også med at læse den, og medbragte den på min tur til Nepal, med tanken at den kunne efterlades inden hjemrejse. 

Kort resumé:
Don Tillman er en ekstremt intelligent mand, som er dygtig til sit arbejde indenfor forskning i genetik og er loyal overfor sine venner (de to han har). Han har dog nogle udfordringer rent socialt, hvilket gør det svært for ham at opretholde gode relationer til andre mennesker. Dette udgør en særlig udfordring for ham nu, da han leder efter en partner i livet. Da de oplevelser han har haft i dating-verdenen ikke har været så heldige, konstruerer han et fyldigt spørgeskema til uddeling, for med det samme, at kunne frasortere uegnede kandidater. Men så dukker Rosie op. Hun er fuldstændig uegnet, men leder efter sin far, hvilket er et projekt Don kan hjælpe med. Sammen forsøger de at finde frem til Rosies biologiske far, og bygger derigennem et venskab op.

Evaluering:
Jeg læste det meste af denne bog på en længere bustur i Nepal. Vejene var virkelig dårlige, og bussen hoppede og dansede, men jeg ænsede det nærmest ikke, da jeg var fuldstændig fanget af fortællingen. Fortællingen var virkelig underholdende og let at give sig hen til. Og så er både Rosie-karakteren og Don-karakteren lette at holde af.

Jeg har hørt tale om, at Don Tillman måske minder lidt for meget om karakteren Sheldon fra tv-serien 'Big Bang Theory'. Jeg kan godt se, at de to karakterer minder om hinanden, da de begge er socialt dysfunktionelle, men herudover synes jeg sammenligningen stopper. Don Tillman er ikke helt så firkantet som Sheldon, og det er muligt at forestille sig, at han rent faktisk kan tilpasse nogle af hans 'særheder', så han kan fungere med andre mennesker i sociale sammenhænge. Det er lidt sværere at se i Sheldon...

Jeg synes at fortællingen var rigtig sød, og jeg var rigtig godt underholdt hele læsningen igennem. Bogen favner, udover en anderledes kærlighedshistorie, også en forståelse for forskellige mennesker, og en accept af særheder og forskelligheder. En stor anbefaling herfra.


onsdag den 14. februar 2018

Nye bøger til reolen (29) - Bøgerne under træet


Jeg har slet ikke fået vist jer de bøger jeg fik til jul, selvom vi allerede er kommet ind i februar. Men altså, bedre sent end aldrig. Der var hele to firkantede pakker til under træet, og begge var bøger jeg har ønsket mig. Den ene er 'Mumitrolden - De tre næste romaner' af Tove Jansson. Jeg glæder mig virkelig meget til at læse videre i mumitroldens eventyr. Den anden bog var 'Women in Science - 50 fearless pioneers who changed the world' af Rachel Ignotofsky. Jeg elsker at læse om seje kvinder, og jeg kan ikke engang huske hvor jeg faldt over denne, men kan huske at den med det samme kom på ønskesedlen. Begge bøger er simpelthen så fint illustreret, og jeg glæder mig til at læse dem begge.


Mumitrolden - De tre næste romaner af Tove Jansson


Women in Science - 50 fearless pioneers who changed the world af Rachel Ignotofsky

torsdag den 8. februar 2018

The Essex Serpent af Sarah Perry

Forfatter: Sarah Perry
Titel: The Essex Serpent
Forlag: Serpent's Tail
Udgivelse: 2016 (denne 2017)

418 sider








Baggrund for læsningen:
Jeg tog en kort tur til Helsinki i november, og havde selvfølgelig medbragt en bog til turen. Der skete dog det at jeg mistede bogen og måtte have fat i en ny. Så jeg tog i en boghandel i Helsinki, og fandt denne, som jeg syntes lød spændende. 

Kort resumé:
Da Cora Seaborne mister sin mand, vælger hun at rejse fra London og tage ud på landet i Essex. Hun nyder sin nyvundne frihed, og bruger tiden på, at lede efter geologiske fund i mudderet. Snart hører hun rygter om et slangelignende væsen, som skulle være blevet set ved vandet i området omkring Aldwinter. Her møder hun præsten William Ransome og hans kone, og kastes ud i et turbulent venskab, som både bringer glæde og sorg.

Evaluering:
Jeg læste denne bog over en længere periode, da jeg startede på den i Helsinki, men ikke fortsatte læsningen efter jeg kom hjem, før januar. Fortællingen havde en rimelig langsom start, hvilket formentlig er årsagen til, at den blev glemt til fordel for andre bøger efter jeg kom hjem. Men da jeg genoptog læsningen her i det nye år, blev jeg rimelig hurtigt fanget af fortællingen.

Persongalleriet er virkelig godt; på trods af Coras umiddelbart begrænsede omgangskreds, formår forfatteren at indfange utrolig mange forskelige personligheder, fra forskellige samfundslag, uden at det virker urealistisk. Samtidig beskrives venskab og kærlighed, samt den fine, utydelige linje der kan være herimellem. Hvordan disse to tilstande går på kryds og tværs mellem de forskellige bekendtskaber, samt den forskellige tilgang vi alle kan have til det.

Men fortællingens virkelige styrke, er den stemning den sætter. Fortællingen emmer af en dyster gotisk stemning, når den beskriver den tykke tåge, der kryber sig op på land fra den sorte Blackwater-flod. Man kan næsten mærke den klamme fugtighed, som klæber til tøjet, og som giver kuldegysninger igennem kroppen. Beskrivelserne er rammende og danner et skarpt billede i læserens sind. Jeg blev helt henført af denne stemning, og ønskede at læse videre, efter fortællingen var slut.

Jeg kan anbefale denne fortælling til den tålmodige læser, da dette virkelig er en fortælling, som vinder ved nærmere bekendtskab.


fredag den 2. februar 2018

Næste eventyr går til Nepal


Mit spisebord er fyldt med alverdens ting og sager, praktiske og mindre praktiske dimser og dutter, køleskabet er nærved tomt, og kameraet er opladet og klargjort til ren overbebyrdelse det næste stykke tid. Sagen er nemlig den, at jeg rejser mod Nepal i morgen aften, og bliver der de næste 14 dage. Denne gang skal jeg prøve noget nyt, og rejse rundt helt alene. Det bliver helt vildt grænseoverskridende for mig, men håber og tror, at det bliver fantastisk. Med mig, har jeg selvfølgelig min trofaste følgesvend, en Lonely Planet-rejsebog. Jeg medbringer selvfølgelig også andet læsestof, men jeg har endnu ikke lagt mig helt fast på hvilke bøger jeg tager med. To bøger er sikre, nemlig 'The Rosie Project' af Graeme Simsion og 'En kvindes pris' af Somaly Mam, som begge er i små paperback-udgaver, og som jeg har planer om at lægge af undervejs på turen, efter de er læst. Jeg ved ikke om jeg får læst mere end disse, men overvejer alligevel at medbringe 'Greven af Monte Cristo'. Den fylder lidt mere, og bliver ikke lagt af, men det er nu rart at have ekstra læsestof med, hvis nu jeg går hen og skulle mangle.

Jeg har jo en udfordring her i 2018, som går ud på, at læse en bog fra hvert land jeg besøger. Jeg har haft svært ved at finde en bog af en nepalesisk forfatter, eller som omhandler Nepal, som jeg har haft lyst til at købe/låne, så jeg håber at jeg finder en når jeg er i Nepal. 

Da jeg er bortrejst de næste 14 dage, har jeg forberedt nogle indlæg til bloggen, så den ikke kommer til at stå øde hen, men besvarelser af kommentarer og lignende, vil først komme efter jeg er kommet hjem igen.

Vi ses :)