torsdag den 4. januar 2018

Året der gik-statistik 2017

Så er der igen gået et år, og det er blevet tid til at se hvordan læseåret 2017 gik. Når jeg tænker tilbage på min læsning i årets løb, føler jeg, at der har hersket en afslappet tilgang til det, og at der både har været tid til en masse læsning, og lange perioder uden. Jeg husker også en masse gode læse-oplevelser, i form af flere bøger jeg har lyst til at læse igen. Udover dette kom jeg godt igang med lydbøger, som har gjort det ud for et pænt antal af årets læste bøger.


I forhold til bloggen, havde jeg, i årets løb, en del perioder hvor jeg 'faldt lidt af på den', men overordnet set, fik jeg udgivet minimum ét indlæg ugentligt, som er det jeg går efter. Jeg fik skrevet 57 indlæg, hvoraf de 31 var boganmeldelser. Af de læste bøger var 78 % fysiske bøger og hele 22 % var lydbøger.

Det indlæg med flest visninger var: 3 gode råd til bogbloggere - og hvorfor jeg ikke selv følger dem
Den anmeldelse med flest visninger var pudsigt nok én af de sidste jeg skrev: Rejsen til Julemandens værksted af Sabrina Mose

Top 3 over de bedste bøger:
  • Syndflodens år af Margaret Atwood -  Dette var bind to i trilogien MaddAddam, hvoraf jeg læste alle tre bøger i 2017. Jeg var ret begejstret for serien, som omhandler en post-apokalyptisk verden hvor menneskeheden nærmest er udslettet, af en virus. I hver bog følger vi personer, som har overlevet angrebet, og hører om deres liv, før virussen brød ud. Jeg var særligt fascineret af de personer, som blev præsenteret i denne midterbog.
  • Stålhjerte af Brandon Sanderson - Dette var en bog, som jeg ikke havde forventet ville ende på denne liste, men den fangede mig virkelig. Det er fortællingen om en række personer med superkræfter, som har overtaget magten i alle store byer, og om David, som gør det til sin  mission at dræbe dem. Jeg blev desværre lidt skuffet over fortsættelsen, og har endnu ikke fået læst tredje og sidste bind i serien.
  • Enke i et år af John Irving - Jeg har efterhånden læst en del af Irvings bøger, men synes at det var længe siden, at jeg havde læst én, som stod på højde med nogle af de første jeg læste, men det gjorde denne! Bogen handler om forfatteren Ruth, fra barn til voksen, om sorg, om svigt og om kærlighed. En helt og igennem Irving'sk bog.
Top 3 over de bøger der skuffede:
  • Dronningen af Tearling af Erika Johansen - Denne fortælling skuffede mig meget; måske fordi hypen var så stor? Bogen handlede om Kelsey, som hr været gemt væk fra omverdenen indtil hendes 19-års fødselsdag, hvor hun bliver hentet til Tearlings hovedsatd, hvorfra hun skal regere landet som dronning. Jeg fandt desværre verdenen og Kelsey alt for utroværdig.   
  • I kamp mod tiden af Ben Elton - Denne bog skuffede ikke på grund af for høje forventninger, da jeg gik ind til den uden nogen forventninger af nogen art, da jeg tilfældigt faldt over den på eReolen, og manglede en lydbog til min køretur. Hugh Stanton rejser tilbage i tiden, for at ændre et af verdenshistoriens største fejltagelser. Tidsrejser interesserer mig altid, denne fortælling fungerede bare slet ikke for mig.
  • Hvidt snit af Lotte Petri - Denne bog ville jeg så gerne kunne lide, da Lotte Petri bare var så sød til det event jeg deltog i, da jeg modtog bogen. Den handler om en efterforskning, der starter med fundet af en død ulv i Nordjylland, med menneskerester i mavesækken. Som sådan var det et interessant plot, jeg følte bare der var for mange forskellige vinkler, som virkede forvirrende uden at give så meget til fortællingen.


Bogudfordringen 2017:
I starten af året satte jeg mig nogle enkle læsemål, som skulle være simple at følge, og give lidt motivation i løbet af året. Da der var gået et halvt år, gjorde jeg status på, hvor godt jeg var med på målene. Jeg var nogenlunde med på det meste, mens jeg haltede lidt efter på andre. Her hvor året er omme, må jeg erkende, at jeg ikke har nået dem alle.

Målene var følgende:
  • At læse flere bøger end jeg gjorde i 2016, hvor jeg kun nåede op på 28 bøger.
  • At mindske mit antal af ulæste bøger på reolen, som var på 45 bøger i starten af 2017.
  • At deltage i flere litterære begivenheder.
  • At få et bedre læseflow, uden for mange læsetørker.
  • At læse 15 bøger, som faldt indenfor følgende kategorier:

  • Hovedstæder - Politik - 2017
    Natur - Vejret - Farver
    Livsfaser - Frihed - Tid
    Universet - Mode - Varme
    Videnskab - Rejse - Kaos
At læse flere bøger end jeg gjorde i 2016
Dette kom jeg i mål med! Jeg har i 2017 læst 36 bøger hvilket er flere end de 28 sidste år, så det er jeg meget tilfreds med.

At mindske mit antal af ulæste bøger på reolen
Dette tal endte på 58 bøger, hvilket vil sige, at jeg havde flere ulæste bøger sidst 2017 end i starten af 2017, hvor jeg havde 45. Jeg havde egentlig troet at jeg havde klaret mig bedre på dette mål, men set i forhold til hvilke bøger jeg har fået ind af døren, læst og givet væk, synes jeg stadig, at der har været en del aktivitet omkring dette punkt. Jeg har her i det nye år, allerede skilt mig af med flere bøger, så jeg starter på et lavere antal end 58 (helt præcist 47).

At deltage i flere af de litterære begivenheder
Jeg har i år deltaget i forskellige spændende arrangementer, herunder et bogbloggger-arrangement med fokus på krimi i marts, et bogblogger-arrangement med temaet kvindeliv i juli, og et interview af forfatteren Junot Diaz på Den Sorte Diamant i oktober. I oktober deltog jeg også i efterårets 'Deweys Readathon', som var så dejligt at være med til, efter mange gange, hvor jeg har været forhindret i at deltage. Til slut var jeg til Bogforum i november, som altid er en dejlig begivenhed. Alle oplevelser var rigtig gode, og jeg kan kun håbe på flere i 2018.

At få et bedre læseflow, uden for mange læsetørker
Ja altså det her punkt er ærlig talt lidt mærkeligt. Jeg har haft perioder hvor læsningen har været prioriteret lavt, men jeg har samtidig haft perioder hvor det har været helt modsat. Generelt synes jeg at 2017 har været et rigtig fint læseår!

Til slut de 15 kategorier
Her kunne jeg godt have gjort det lidt bedre, men som altid glemmer jeg lidt denne type udfordring størstedelen af året, alligevel bliver jeg ved med at have dem år efter år, da jeg synes det er lidt hyggeligt under planlægningen af mål. Her er hvad jeg nåede:

Hovedstæder - Enke i ét år af John Irving, omhandler Amsterdam
Politik
2017 - Den evige ild af Ken Follett, udgivet i 2017
Natur - Through the Woods af Emily Carroll, fordi der er mange skove
Vejret - Pigen der elskede Tom Gordon af Stephen King, fordi en lille pige farer vild i en skov, hvor vejret luner i den grad giver ekstra udfordringer
Farver - Hvide spor af Emelie Schepp, fordi... titlen! 
Livsfaser - Ildhav af Chufo Llorens, da man følger flere personer gennem et helt liv
Frihed - Mumitrolden - De tre første fortællinger af Tove Jansson, fordi Mumi-universet, og særlig Mumrikken, er indbegrebet af frihed 
Tid - Harry Potter og det forbandede barn af Jack Thorne, da tidsvenderen er med!
Universet
Mode - 
Varme - The Little Book of Hygge af Meik Wiking, da hygge er lig med varme
Videnskab - Oryx og Crake af Margaret Atwood, da videnskaben er gået bananas og ender galt.
Rejse - I kamp mod tiden af Ben Elton, da der indgår en tidsrejse
Kaos - Syndflodens år af Margaret Atwood, da der hersker kaos efter virussen er brudt ud, og kun få mennesker er overlevende.

Så 12 ud af 15. Det er ikke vildt dårligt, og heller ikke vildt imponerende.




_______________________________________

Alt i alt har 2017 været helt fin, både hvad angår læsningen og alt det andet. Jeg håber også I alle har haft et godt år. Tak til alle jer der følger bloggen, det er altid skønt at se, når der har været aktivitet herinde. Det sætter jeg pris på.

RIGTIG GODT NYTÅR TIL JER ALLE!

4 kommentarer:

  1. Rigtig fin gennemgang. Jeg håber, det lykkes dig at få læst flere af de ulæste gennem året :-)


    Mvh.
    Den lille Bogblog

    SvarSlet
    Svar
    1. Uh, det håber jeg også! Jeg tror på det hvert år (selvom jeg måske ikke burde) ;)

      Slet
  2. Sikke et fint indlæg. Jeg vil også i år forsøge at angribe min tbr, som er svimlende høj. De gange jeg før har forsøgt, det er det ikke lykkedes. Men nu må vi se - med min nuværende januar-mentalitet er jeg sikker på succes når året er slut!

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, jeg er sjovt nok også altid fuld af optimisme omkring mine læsemål i januar. Ofte daler den jo længere hen i året vi kommer, haha...

      Slet