tirsdag den 30. maj 2017

Dronningen af Tearling af Erika Johansen

Forfatter: Erika Johansen
Titel: Dronningen af Tearling
Orig. titel: Queen of the Tearling
Serie: The Queen of the Tearling 1
Forlag: Biblioteksmedier
Udgivelse: 2015 (denne 2016)

Hørt som lydbog: 15 t. 32 m.

Oplæst af Karin Rørbech



Baggrund for læsningen:
'Dronningen af Tearling' gik sin sejrsgang på de danske bogblogge sidste år, så da jeg stødte på fortællingen på eReolen, og manglede noget at lytte til på mine køreture, startede jeg den op.

Kort resumé:
Da prinsesse Kelsey fylder 19 år, bliver hun hentet af dronningens livgarde, som sætter deres liv på spil, for at bringe Kelsey tilbage på tronen. Hun er vokset op i eksil, men skal nu udfylde hvervet som dronning af Tearling. Tearling er et land i moralsk opløsning, nærved styrtet i grus efter mange år, at være styret af hendes grådige onkel. Kelsey får travlt med at holde sig selv i live, samt Tearlings befolkning i sikkerhed fra den Røde Dronning af nabolandet Mortmesne, som er frygtet af alle.

Evaluering:
Det her var desværre ikke en fortælling for mig. Der var så mange dele af fortællingen, som slet ikke gav mening for mig, og dette overskyggede desværre resten af historien.

En af de ting jeg havde svært ved at slippe, var den tid, som fortællingen foregik i. En middelalderlig verden, krydret med lidt magi. Det har jeg slet ikke et problem med, hvis blot dette var alt. Men istedet for, at bibeholde en illusion om en tid, som fortællingen stemmer rigtig fint overens med, bliver det beskrevet, at denne tid åbenbart er en dystopisk fremtid, hvilket for mig ingen mening gav. Burde der ikke være rester fra en moderne tid, begreber fra en moderne tid, eller blot en lyst til at videreudvikle de gamle metoder der bruges, men som man må vide der findes andre løsninger på? Uden en dybere forklaring end det der bliver givet, kan jeg ikke se hvordan den beskrevne virkelig skulle være opstået.

En anden ting ved fortællingen, som gik mig meget på, er vores hovedrolleindehaver Kelsey. Hun bliver fremstillet som en god, retfærdig pige, med ben i næsen. Men det jeg ser er en fordomsfuld person, som tager drastiske valg, der sætter mange mennesker i fare, grundet hurtige indskydelser. Dette har jeg ofte set i andre bøger, men her synes jeg at personerne bliver klogere med tiden. Kelsey bliver ikke klogere, for hun bliver reddet hver gang, og nærmest rost for sine idiotiske valg.

Det sidste irritationsmoment er Kelseys opvækst. Hun er vokset op langt væk fra alting, opdraget af to værger. To værger, der fremstilles som personer der vil Kelsey og kongeriget det bedste. På trods af dette, har de opdraget tronarvingen, ved at undlade at fortælle hende vigtige dele af Tearlings historie, Tearlings værste fjender, og kontrakter mellem Tearling og Mortmesne. Jeg tror ikke, at de kunne have rustet hende dårligere til det hverv, hun skal til at indtage. Udover dette, hvordan kan det så være, at Kelsey fungerer så godt i menneskemængder og sociale interaktioner. Hvis jeg var vokset op uden at have set andre end to mennesker i hele mit liv, så tror jeg altså, at jeg ville have haft flere udfordringer med at interagere med mange forskellige mennesker. 

Det var en masse negativt om fortællingen, men den har helt sikkert også positive sider. Jeg kan se at der er et stort potentiale for en uddybning af universet, for at dykke dybere ned i Tearlings (og Mortmesne's) historie, og det kunne helt sikkert være spændende at læse om. Men når det er sagt, så tror jeg ikke, at jeg kommer til at læse videre i denne serie. Der er rigtig mange positive anbefalinger rundt omkring på nettet af denne bog, så jeg ved, at der er mange, som har kunne se helt andre kvaliteter, end jeg har kunne. Så lad dig ikke afskrække af min anmeldelse, vi er alle forskellige, og jeg må nok bare indse, at denne bog ikke var for mig.





tirsdag den 23. maj 2017

Biblioteksbøger på godt og ondt

Hele mit liv igennem har jeg gjort brug af biblioteket. Så snart jeg lærte at læse, kan jeg huske at have brugt meget tid på at gå og kigge hylderne igennem, først på skolebiblioteket og senere folkebiblioteket. De seneste år har jeg ikke benyttet biblioteket så aktivt, som i mine yngre år, men jeg ser stadig en masse fordele ved at låne bøger. Der er selvfølgelig altid nogle bøger man bare må eje, men tit og ofte er det fint med mig, at aflevere bøgerne tilbage, så de ikke skal stå og fylde på mine hylder. Dette gælder alle de bøger, som jeg ved jeg aldrig vil få læst igen. Hvis jeg støder på en bog fra biblioteket, som jeg gerne en dag vil genlæse, så kan jeg godt finde på at købe den.


For noget tid siden, da jeg besøgte min mor, gik vi igennem nogle af hendes bøger, og en hel del af dem var gamle kasserede biblioteksbøger. Jeg lånte en af dem med hjem, som jeg længe gerne har ville genlæse, og da jeg bladrede gennem den, blev jeg altså lidt nostalgisk, for se hvad er gemte sig på sidste side:

(beklager det meget grynede billede)

Nu er jeg så gammel, at jeg fra min barndom kan huske dette forældede system, som egentlig også var rigtig hyggeligt. Ikke noget med at bippe bøgerne selv, nej, her blev der stemplet afleveringsdato på den lille hvide slip og så opbevarede bibliotekaren kartotekskortet, som sad i den lille brune lomme, indtil bogen blev leveret tilbage. Da jeg selv begyndte at låne bøger, mener jeg dog, at de havde fået indført scanningssystemet, men jeg kan huske dette system, fra da jeg var med min mor på biblioteket.

Visse ting har ændret sig siden da, men i bund og grund synes jeg biblioteketer er, som de altid har været. Min brug af dem har altid været en form for pusterum, hvor jeg ikke skulle tale med nogen, men bare fordybe mig i de mange bogrygge, hvilket der er lige så stor mulighed for på nutidens biblioteker, som der var på datidens.

Jeg har tidligere købt rigtig mange gamle biblioteksbøger, men har samtidig altid haft smag for nye, lækre bøger, som utallige mennesker ikke har læst og bladret i. For der er ingen tvivl om, at kasserede biblioteksbøger ofte er lidt medtagede og sommetider gemmer på ubehagelige overraskelser,

som f.eks. i form af udefinerbare pletter:


hårdhændet slitage:


eller bare de yderst brune sider:


Lige så sart som jeg har været med mine splinternye bøger, lige så overbærende har jeg været med gamle biblioteksbøger. For alle de små fejl fortæller en historie, og ja, den historie med pletterne har jeg nok ikke lyst til at høre, men jeg har som sådan ikke noget imod, at bøgerne ikke er i perfekt stand. Dog må jeg se i øjnene, at jeg idag i højere grad køber bøger fra ny af, og hvis jeg falder over brugte bøger, går jeg efter bøger i pænere stand. Men så længe det er bøger jeg låner, har jeg ikke det mindste imod, at de er medtagede, for det kan også have sin charme. Og så er de nok også lettere at give slip på igen.

Biblioteker vil altid have en særlig plads i mit hjerte, både fordi jeg har brugt mange timer der, men også fordi der er en helt særlig stemning sådan et sted, hvor så mange fantastiske historier er samlet på et sted.

Hvordan er jeres forhold til biblioteker?



mandag den 15. maj 2017

I kamp mod tiden af Ben Elton

Forfatter: Ben Elton
Titel: I kamp mod tiden
Orig. titel: Time and time again
Forlag: Turbulenz
Udgivelse: 2014 (denne 2016)

Hørt som lydbog: 14 t. 3 m.
Oplæst af Lars Thiesgaard





Baggrund for læsningen:
Jeg ledte efter en titel på eReolen, som jeg kunne lytte til under mine lange køreture til arbejde. Her faldt jeg over 'I kamp mod tiden', som jeg har hørt lidt blandet om. Dog plejer tidsrejser altid at være ret underholdende, så jeg valgte at kaste mig over den.

Kort resumé:
Hugh Stanton har mistet sin kone og børn i et trafikuheld, og flakker hvileløst rundt, indtil hans gamle professor McCluskey beder ham om at tilbringe julen sammen med hende. Det er dog ikke tilfældigt, at McCluskey har inviteret ham, idet Chronos-ordenen leder efter en kandidat til at foretage en rejse i tiden, som Isaac Newton har beregnet muligt for flere hundrede år siden. Rejsen i tiden skal benyttes til, at forhindre 1. verdenskrig i at bryde ud i 1914, idet Chronos-ordenen mener, at alternativet er bedre, men er det nu også det?

Evaluering:
Denne fortælling var udmærket som underholdning på mine køreture, men ærlig talt ærgrede jeg mig over det uudnyttede potentiale i fortællingen. Mens jeg kedede mig i den første del af bogen, tog fortællingen fart til slut, med nogle plot-twists, som var ret fantastiske, og som burde have fyldt langt mere af bogen.

En stor del af fortællingen omhandler Hughs træning til hans tidrejse, hvilket inkluderer en hel del scener med den forfærdelige McCluskey, samt andre medlemmer af Chronos-ordenen. Både Hugh Stanton, den martrede sjæl, og Sally McCluskey, den ukonventionelle professor, var så kliché-fyldte personligheder, at jeg var ved at opgive bogen inden den rigtig var kommet igang. Jeg kunne leve med Hugh, mens McCluskey var ganske forfærdelig, og ganske utroværdig.

Jeg blev dog hængende, da jeg var meget interesseret i at høre om netop tidsrejsen, og hvordan Hughs møde med 1914 var. Her fik jeg en lidt flad fornemmelse, da vi ikke rigtig får fortalt særlig meget om Hughs tanker om tiden, udover fascinationen for kønsbehåring og kvindeklæder. Det var egentlig ret skuffende, men der er åbenbart ikke meget, som fascinerer Hugh.

Hugh Stanton, som er en militærtrænet historiker, gik i træningslejr med McCluskey et halvt år inden rejsen skulle foretages. Dog virker Hugh ikke rigtig til, at være forberedt på noget som helst alligevel. Jo, han har da moderne våben, computer, medicin, rejsepapirer og andet med sig, men hele hans opførsel, er vist ikke noget de har brugt tid på. Det undrer mig, at han er så uforsigtig fra start af, ved f.eks. at være ved at glemme sin oppakning med alle de moderne redskaber i, at blande sig i virkelig mange scener, at blive ved med at bruge vendinger fra en nyere tid, og at dele hotelværelse med en kvinde, når han nu er i besiddelse af kufferter fyldt med moderne ting og sager. Det virker helt igennem som en tåbelig adfærd fra en mand, som har gjort sig klar til denne rejse i 6 måneder forinden.

De specifikke historiske scener, hvor Hugh skal ændre fremtiden, er meget fint og spændende fortalt, og der fremgår her detaljer fra tiden, som jeg sukkede efter i den resterende del af bogen. Ligeledes var hele plottet omkring tidsrejse-fænomenet virkelig interessant og forvirrende på den gode måde. Her introduceres der nogle andre fortællinger kort, som virkede langt mere interessant end Hughs fortælling. Det bliver desværre hastet igennem, hvilket er super ærgerligt, da dette formentlig er på bekostning af alle de trælse scener, som den irriterende McCluskey optager. 

Som beskrevet tidligere, så er der super meget potentiale i plottet, som desværre bare blev fyldt ud med utroværdige, ligegyldige personligheder og en klichéfyldt kærlighedsfortælling. Så på trods af en fremragende slutspurt, var helhedsindtrykket simpelthen bare fladt.





Jeg kaster denne bog ind i min læseudfordring for 2017, under kategorien 'Rejser', da der både indgår rejser på tværs af Europa, samt den ultimative rejse, nemlig den i tiden.

mandag den 1. maj 2017

Arven af Katherine Webb

Forfatter: Katherine Webb
Titel: Arven
Orig. titel: The Legacy
Forlag: Rosinante og Co.
Udgivelse: 2010 (denne 2015)

Hørt som lydbog: 17 t. 48 m.
Oplæst af Randi Winther





Baggrund for læsningen:
Jeg stødte på 'Arven' på eReolen, og syntes at den virkede bekendt. Så tænkte at jeg ville give mig kast med den, når jeg kørte til og fra arbejde.

Kort resumé:
Søstrene Erica og Beth vender tilbage til deres mormors hus, efter mormoderens død, for at rydde op i tingene og beslutte sig for, om de vil beholde huset. Erica finder gamle billeder af deres oldemor Caroline, som ikke stemmer overens med den familiefortælling de har fået fortalt. Mens Erica stille og roligt finder ud af mere om deres oldemor, mindes de begge de somre som de har tilbragt i huset som børn, lige indtil den sommer hvor deres jævnaldrende fætter forsvandt. Erica kan ikke huske detaljerne fra den sommer, men er sikker på at Beth kan, og at hun kan overvinde hendes depression, hvis hun ser hændelserne fra den sommer i øjnene.

Evaluering:
Jeg har det lidt blandet med denne bog. Den består af to sideløbende historier. Den nutidige fortælling om Erica og Beth, og en fortidig historie om deres oldemor Carolines liv i USA. Mens jeg fandt Carolines fortælling ret interessant, synes jeg at Beth og Ericas er utrolig langtrukken. Ericas søgen omkring fortiden har en utrolig langsom fremgang, og man holdes hen omkring mysteriet med deres fætter i alt for lang tid. Jeg overvejede flere gange om jeg skulle afbryde lytningen, men samtidig var jeg simpelthen for nysgerrig. Jeg ville så utrolig gerne høre hvad der var sket med deres fætter.

Man må sige at forfatteren har formået at trække spændingen ud, men jeg synes desværre at det gav lidt bagslag, da man så når at bygge forventningerne tilsvarende op. Det var ikke fordi, at sandheden ikke overraskede mig, for det gjorde den. Men fordi jeg havde ventet så længe på det, virkede det bare en anelse fladt da man endelig nåede dertil, og det synes jeg da er ærgerligt.

Herudover synes jeg at der var en for stor afstand mellem de to fortællinger undervejs i bogen. Til slut, når alle tråde bindes sammen, er der selvfølgelig mere, som binder de to fortællinger sammen hvilket er meget fint. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, at Carolines fortælling, uden Erica og Beths historie, ville have efterladt et større indtryk på mig end den nuværende bog.

Efter læsningen af denne bog, tænker jeg, at det kan være en god sommerbog. Carolines fortælling er anderledes og interessant, fra en spændende tid i amerikansk historie, mens Erica og Beths historie bestemt også har et interessant mysterium, omend det er lidt langtrukkent. En udmærket bog, til lidt let, men spændende, underholdning.