tirsdag den 23. maj 2017

Biblioteksbøger på godt og ondt

Hele mit liv igennem har jeg gjort brug af biblioteket. Så snart jeg lærte at læse, kan jeg huske at have brugt meget tid på at gå og kigge hylderne igennem, først på skolebiblioteket og senere folkebiblioteket. De seneste år har jeg ikke benyttet biblioteket så aktivt, som i mine yngre år, men jeg ser stadig en masse fordele ved at låne bøger. Der er selvfølgelig altid nogle bøger man bare må eje, men tit og ofte er det fint med mig, at aflevere bøgerne tilbage, så de ikke skal stå og fylde på mine hylder. Dette gælder alle de bøger, som jeg ved jeg aldrig vil få læst igen. Hvis jeg støder på en bog fra biblioteket, som jeg gerne en dag vil genlæse, så kan jeg godt finde på at købe den.


For noget tid siden, da jeg besøgte min mor, gik vi igennem nogle af hendes bøger, og en hel del af dem var gamle kasserede biblioteksbøger. Jeg lånte en af dem med hjem, som jeg længe gerne har ville genlæse, og da jeg bladrede gennem den, blev jeg altså lidt nostalgisk, for se hvad er gemte sig på sidste side:

(beklager det meget grynede billede)

Nu er jeg så gammel, at jeg fra min barndom kan huske dette forældede system, som egentlig også var rigtig hyggeligt. Ikke noget med at bippe bøgerne selv, nej, her blev der stemplet afleveringsdato på den lille hvide slip og så opbevarede bibliotekaren kartotekskortet, som sad i den lille brune lomme, indtil bogen blev leveret tilbage. Da jeg selv begyndte at låne bøger, mener jeg dog, at de havde fået indført scanningssystemet, men jeg kan huske dette system, fra da jeg var med min mor på biblioteket.

Visse ting har ændret sig siden da, men i bund og grund synes jeg biblioteketer er, som de altid har været. Min brug af dem har altid været en form for pusterum, hvor jeg ikke skulle tale med nogen, men bare fordybe mig i de mange bogrygge, hvilket der er lige så stor mulighed for på nutidens biblioteker, som der var på datidens.

Jeg har tidligere købt rigtig mange gamle biblioteksbøger, men har samtidig altid haft smag for nye, lækre bøger, som utallige mennesker ikke har læst og bladret i. For der er ingen tvivl om, at kasserede biblioteksbøger ofte er lidt medtagede og sommetider gemmer på ubehagelige overraskelser,

som f.eks. i form af udefinerbare pletter:


hårdhændet slitage:


eller bare de yderst brune sider:


Lige så sart som jeg har været med mine splinternye bøger, lige så overbærende har jeg været med gamle biblioteksbøger. For alle de små fejl fortæller en historie, og ja, den historie med pletterne har jeg nok ikke lyst til at høre, men jeg har som sådan ikke noget imod, at bøgerne ikke er i perfekt stand. Dog må jeg se i øjnene, at jeg idag i højere grad køber bøger fra ny af, og hvis jeg falder over brugte bøger, går jeg efter bøger i pænere stand. Men så længe det er bøger jeg låner, har jeg ikke det mindste imod, at de er medtagede, for det kan også have sin charme. Og så er de nok også lettere at give slip på igen.

Biblioteker vil altid have en særlig plads i mit hjerte, både fordi jeg har brugt mange timer der, men også fordi der er en helt særlig stemning sådan et sted, hvor så mange fantastiske historier er samlet på et sted.

Hvordan er jeres forhold til biblioteker?



mandag den 15. maj 2017

I kamp mod tiden af Ben Elton

Forfatter: Ben Elton
Titel: I kamp mod tiden
Orig. titel: Time and time again
Forlag: Turbulenz
Udgivelse: 2014 (denne 2016)

Hørt som lydbog: 14 t. 3 m.
Oplæst af Lars Thiesgaard





Baggrund for læsningen:
Jeg ledte efter en titel på eReolen, som jeg kunne lytte til under mine lange køreture til arbejde. Her faldt jeg over 'I kamp mod tiden', som jeg har hørt lidt blandet om. Dog plejer tidsrejser altid at være ret underholdende, så jeg valgte at kaste mig over den.

Kort resumé:
Hugh Stanton har mistet sin kone og børn i et trafikuheld, og flakker hvileløst rundt, indtil hans gamle professor McCluskey beder ham om at tilbringe julen sammen med hende. Det er dog ikke tilfældigt, at McCluskey har inviteret ham, idet Chronos-ordenen leder efter en kandidat til at foretage en rejse i tiden, som Isaac Newton har beregnet muligt for flere hundrede år siden. Rejsen i tiden skal benyttes til, at forhindre 1. verdenskrig i at bryde ud i 1914, idet Chronos-ordenen mener, at alternativet er bedre, men er det nu også det?

Evaluering:
Denne fortælling var udmærket som underholdning på mine køreture, men ærlig talt ærgrede jeg mig over det uudnyttede potentiale i fortællingen. Mens jeg kedede mig i den første del af bogen, tog fortællingen fart til slut, med nogle plot-twists, som var ret fantastiske, og som burde have fyldt langt mere af bogen.

En stor del af fortællingen omhandler Hughs træning til hans tidrejse, hvilket inkluderer en hel del scener med den forfærdelige McCluskey, samt andre medlemmer af Chronos-ordenen. Både Hugh Stanton, den martrede sjæl, og Sally McCluskey, den ukonventionelle professor, var så kliché-fyldte personligheder, at jeg var ved at opgive bogen inden den rigtig var kommet igang. Jeg kunne leve med Hugh, mens McCluskey var ganske forfærdelig, og ganske utroværdig.

Jeg blev dog hængende, da jeg var meget interesseret i at høre om netop tidsrejsen, og hvordan Hughs møde med 1914 var. Her fik jeg en lidt flad fornemmelse, da vi ikke rigtig får fortalt særlig meget om Hughs tanker om tiden, udover fascinationen for kønsbehåring og kvindeklæder. Det var egentlig ret skuffende, men der er åbenbart ikke meget, som fascinerer Hugh.

Hugh Stanton, som er en militærtrænet historiker, gik i træningslejr med McCluskey et halvt år inden rejsen skulle foretages. Dog virker Hugh ikke rigtig til, at være forberedt på noget som helst alligevel. Jo, han har da moderne våben, computer, medicin, rejsepapirer og andet med sig, men hele hans opførsel, er vist ikke noget de har brugt tid på. Det undrer mig, at han er så uforsigtig fra start af, ved f.eks. at være ved at glemme sin oppakning med alle de moderne redskaber i, at blande sig i virkelig mange scener, at blive ved med at bruge vendinger fra en nyere tid, og at dele hotelværelse med en kvinde, når han nu er i besiddelse af kufferter fyldt med moderne ting og sager. Det virker helt igennem som en tåbelig adfærd fra en mand, som har gjort sig klar til denne rejse i 6 måneder forinden.

De specifikke historiske scener, hvor Hugh skal ændre fremtiden, er meget fint og spændende fortalt, og der fremgår her detaljer fra tiden, som jeg sukkede efter i den resterende del af bogen. Ligeledes var hele plottet omkring tidsrejse-fænomenet virkelig interessant og forvirrende på den gode måde. Her introduceres der nogle andre fortællinger kort, som virkede langt mere interessant end Hughs fortælling. Det bliver desværre hastet igennem, hvilket er super ærgerligt, da dette formentlig er på bekostning af alle de trælse scener, som den irriterende McCluskey optager. 

Som beskrevet tidligere, så er der super meget potentiale i plottet, som desværre bare blev fyldt ud med utroværdige, ligegyldige personligheder og en klichéfyldt kærlighedsfortælling. Så på trods af en fremragende slutspurt, var helhedsindtrykket simpelthen bare fladt.





Jeg kaster denne bog ind i min læseudfordring for 2017, under kategorien 'Rejser', da der både indgår rejser på tværs af Europa, samt den ultimative rejse, nemlig den i tiden.

mandag den 1. maj 2017

Arven af Katherine Webb

Forfatter: Katherine Webb
Titel: Arven
Orig. titel: The Legacy
Forlag: Rosinante og Co.
Udgivelse: 2010 (denne 2015)

Hørt som lydbog: 17 t. 48 m.
Oplæst af Randi Winther





Baggrund for læsningen:
Jeg stødte på 'Arven' på eReolen, og syntes at den virkede bekendt. Så tænkte at jeg ville give mig kast med den, når jeg kørte til og fra arbejde.

Kort resumé:
Søstrene Erica og Beth vender tilbage til deres mormors hus, efter mormoderens død, for at rydde op i tingene og beslutte sig for, om de vil beholde huset. Erica finder gamle billeder af deres oldemor Caroline, som ikke stemmer overens med den familiefortælling de har fået fortalt. Mens Erica stille og roligt finder ud af mere om deres oldemor, mindes de begge de somre som de har tilbragt i huset som børn, lige indtil den sommer hvor deres jævnaldrende fætter forsvandt. Erica kan ikke huske detaljerne fra den sommer, men er sikker på at Beth kan, og at hun kan overvinde hendes depression, hvis hun ser hændelserne fra den sommer i øjnene.

Evaluering:
Jeg har det lidt blandet med denne bog. Den består af to sideløbende historier. Den nutidige fortælling om Erica og Beth, og en fortidig historie om deres oldemor Carolines liv i USA. Mens jeg fandt Carolines fortælling ret interessant, synes jeg at Beth og Ericas er utrolig langtrukken. Ericas søgen omkring fortiden har en utrolig langsom fremgang, og man holdes hen omkring mysteriet med deres fætter i alt for lang tid. Jeg overvejede flere gange om jeg skulle afbryde lytningen, men samtidig var jeg simpelthen for nysgerrig. Jeg ville så utrolig gerne høre hvad der var sket med deres fætter.

Man må sige at forfatteren har formået at trække spændingen ud, men jeg synes desværre at det gav lidt bagslag, da man så når at bygge forventningerne tilsvarende op. Det var ikke fordi, at sandheden ikke overraskede mig, for det gjorde den. Men fordi jeg havde ventet så længe på det, virkede det bare en anelse fladt da man endelig nåede dertil, og det synes jeg da er ærgerligt.

Herudover synes jeg at der var en for stor afstand mellem de to fortællinger undervejs i bogen. Til slut, når alle tråde bindes sammen, er der selvfølgelig mere, som binder de to fortællinger sammen hvilket er meget fint. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, at Carolines fortælling, uden Erica og Beths historie, ville have efterladt et større indtryk på mig end den nuværende bog.

Efter læsningen af denne bog, tænker jeg, at det kan være en god sommerbog. Carolines fortælling er anderledes og interessant, fra en spændende tid i amerikansk historie, mens Erica og Beths historie bestemt også har et interessant mysterium, omend det er lidt langtrukkent. En udmærket bog, til lidt let, men spændende, underholdning.






onsdag den 26. april 2017

Turen går til... Paris


Endnu engang må jeg gå glip af 'Deweys Readathon' i weekenden, som af den ene eller anden grund altid ligger en smule ubelejligt for mig. Jeg er dog ikke så trist over det, da der skal ske en anden dejlig begivenhed, nemlig at jeg skal et smut til Paris. Det er en kort fornøjelse henover weekenden, med en god veninde, og jeg glæder mig. Vi har begge været i Paris før, og set alt det 'man SKAL se', så denne gang bliver det mere en oplevelse af byens stemning end de mange smukke turistattraktioner.

I denne forbindelse må i meget gerne give lyd, hvis i kender til nogle gode antikvariater eller boghandeler i Paris, som er værd at aflægge et visit.

For dem der ikke er bekendt med Deweys Readathon, er det et halvårligt læsemarathon der løber henover 24 timer. Det er så tanken, at man skal dedikere dette døgn til læsning. Der er også rig mulighed for at følge med i andres oplevelser i løbet af døgnet, eller deltage i forskellige udfordringer og konkurrencer hvis man har lyst. Det er et utroligt hyggeligt arrangement, som foregår hjemme i din egen stue, og man bestemmer helt selv, hvor meget man vil deltage. Jeg har selv deltaget et par gage, men har desværre været forhindret de seneste par gange. Det sættes igang på lørdag kl. 14 dansk tid. Man kan læse mere her.

søndag den 16. april 2017

Mærket for livet af Emelie Schepp

Forfatter: Emelie Schepp
Titel: Mærket for livet
Serie: Jana Berzelius #1
Orig. titel: Märkat för livet
Forlag: Politikens Forlag
Udgivelse: 2013 (denne 2014)







Baggrund for læsningen:
Jeg var til et blogger-event for nyligt, med fokus på krimi-genren. I denne forbindelse fik jeg nogle krimier med hjem, herunder 'Mærket for livet'. Jeg havde ikke hørt om Emelie Schepp før, men bogen har fået gode anmeldelser, og Emelie Schepp har fået prisen 'Årets svenske krimiforfatter 2016'. Så da jeg stadig var i krimi-humør efter at have læst 'Hvidt snit', gik jeg igang med denne.

Kort resumé:
Jana Berzelius er politianklager, og kommer til at lede efterforskningen i mordet på en afdelingschef i udlændingestyrelsen. Snart følger flere mærkværdige hændelser i kølvandet på mordet, og noget tyder på, at et barn er indblandet i forbrydelsen. Jana begynder at få anelser om, at sagen trækker tråde til hendes egen fortrængte fortid, og opklaringen kommer til at betyde mere for hende end nogensinde.

Evaluering:
Denne fortælling fangede mig fra første side, og holdt mig fanget igennem hele fortællingen. Fortællingen både rystede og skræmte mig, ved sin balanceren mellem rå menneskelig ondskab og nutidige relevans, med sin fokus på flygtninge.

Jana Berzelius er kølig og afmålt, og hendes personlighed er så markant anderledes end de sædvanlige hovedrolle-indehavere i de krimier jeg før har læst, at jeg straks bliver nysgerrig efter at vide mere. Hvordan bliver man så distanceret, så social akavet, så kold? Man får nogle af svarene i bogen, men jeg er sikker på, at man bliver endnu klogere på Janas personlighed i de næste bøger. Herudover er der en række finurlige personligheder, som bestemt er troværdige. Herunder er Mia Bolander og Henrik Levin, et kriminalkommisær-makkerpar, nævneværdige. Henrik Levin, en familiefar, som har svært ved at stå ved sin ret overfor sin kone, og Mia Bolander, som befinder sig i en økonomisk krise, og bestemt ikke forstår at bedre sin egen situation.  Generelt synes jeg, at forfatteren har skabt et meget troværdigt og mangfoldigt persongalleri, uden at vade rundt i for mange klichéer.

Handlingen er spændende og interessant, og er bygget om omkring to spor, efterforskningen af mordet, samt Janas personlige efterforskning af sin fortid, som kører sideløbende men med mange sammenfald. Jeg har det lidt stramt med, når hovedrolle-indehaveren kører lidt for meget solo i efterforskninger, og jeg synes, at Janas egen efterforskning tog lidt overhånd til slut, hvilket, efter min mening, æder lidt af troværdigheden for fortællingen.

Men alt i alt, synes jeg, at det var en super god bog, og jeg glæder mig virkelig meget til at læse den næste bog i serien, som jeg, heldig som jeg er, fik sammen med denne.


mandag den 10. april 2017

Hvidt snit af Lotte Petri

Forfatter: Lotte Petri
Titel: Hvidt snit
Serie: Selma Eliassen #4
Forlag: Turbine
Udgivelse: 2015

318 sider







Baggrund for læsningen:
Jeg var til et blogger-event for nyligt, med fokus på krimi-genren. Her deltog Lotte Petri, hvor hun fortalte om sit forfatterskab, sin research og sine bøger. Faktisk sad jeg ved samme bord som hende under dagen, og hun virkede utrolig flink. Blandt de bøger jeg fik med hjem fra dagen, var bl.a. denne bog, som er fjerde bog i hendes serie om Selma Eliassen, og på trods af, at jeg ikke har læst de forrige, kastede jeg mig ud i at læse denne, da hendes oplæg havde vakt min interesse.

Kort resumé:
Der går rygter om, at der er en ulv løs i nordjylland, og da den findes død med menneskerester i mavesækken, går den store efterforskning igang. I kølvandet på dette fund dukker flere lig op, og der synes en sammenhæng mellem de døde, da det tyder på, at der er foretaget lobotomi/leukotomi på de afdøde. Efterforskingen fører os omkring nynazisme, genetiske sygdomme og historiske begivenheder i Sydafrika. Retsmedicineren Lone, forskeren Selma og betjenten Buchanan kommer alle på hårdt arbejde, for at løse denne gåde.

Evaluering:
Jeg havde lyst til noget let læsning, som kunne holde mig fanget og underholdt i nogle timer. Det kunne denne bog til dels opfylde. Bogen var let at gå til, med mange korte kapitler, som gav følelsen af action og hurtig fremgang, men samtidig var der nogle punkter, som irriterede mig en anelse. Jeg har som sådan ikke noget imod korte kapitler, men jeg synes at denne fortælling sprang lidt for meget fra person til person på meget kort tid. Prologen, samt de første seks kapitler introducerer hver en ny person, med en anden rolle og fortælling end den forrige. Idet kapitlerne er meget korte vil det sige, at jeg på de første 28 sider, blev introduceret til de første syv mennesker, som endnu ikke havde noget med hinanden at gøre. For mig virker det temmelig forvirrende, da det er første gang jeg hører om alle disse forskellige mennesker. Nu valgte jeg jo, at læse denne bog, på trods af, at jeg ikke havde læst de tre foregående, da jeg synes at dette ofte har fungeret fint med de krimiserier jeg har læst. Men her kan jeg ikke udelukke, at jeg måske havde haft lettere ved, at holde styr på de mange nye bekendtskaber, hvis jeg havde læst serien fra starten. Jeg vil tro, set i bakspejlet, at der er tre af de syv, som formentlig er introduceret i tidligere bøger.

Noget af det jeg hæftede mig meget ved, under Petris oplæg på blogger-eventet, var hendes grundige research og hendes forkærlighed for små sjove detaljer fra virkeligheden. Det synes jeg skinnede klart igennem fortællingen. Der var flere sjove detaljer, som jeg er overbevist om, at hun har fået bekræftet fra relevante personer, hvilket gav lidt ekstra til fortællingen. Dog føler jeg, at teorien omkring sygdomme, ulve, obduktioner og lignende, ofte var lidt malplaceret i fortællingen. Ikke at teorien ikke skulle fremgå, men den fremgik stort set altid under en dialog, hvor der så kom et uopfordret kort foredrag om emnet. Dette virkede ikke altid helt naturligt. Dog må jeg sige, at jeg langt hellere vil have teorien en anelse malplaceret, end jeg vil undvære den. I sidste ende giver det klart fortællingen lidt mere pondus. 

Generelt var jeg ikke så glad for dialogen, da jeg ofte syntes, at den virkede utroværdig. Hvis jeg lå på et rullebord, fikseret mod min vilje, og lige var blevet reddet fra en morder, ville 'hvor kender du egentlig morderen fra?' ikke være det første jeg sagde til redningsmanden.

Rent visuelt synes jeg, at denne bog er meget tiltalende, da forside-illustrationen er helt vildt flot. Forside-illustrationer på mange danske krimier minder meget om hinanden, men jeg synes, at denne bog skiller sig ud, i al sin enkelhed. 

Generelt faldt denne bog desværre ikke i min smag, og til kommende læsere, vil jeg anbefale at man starter fra seriens start, så tror jeg helt klart, at man får mest ud af bogen. Jeg vil dog sige, at denne bog har genvakt en tidligere interesse jeg havde, og har givet mig lyst til at læse den bog om psykokirurgi, som jeg har haft stående ulæst på min reol i flere år. 





tirsdag den 4. april 2017

3 gode råd til bogbloggere - og hvorfor jeg ikke selv følger dem


Jeg har været til flere bogblogger-arrangementer gennem tiden, og nyder altid at være i selskab med mennesker der elsker bøger lige så højt som jeg selv gør. Til disse arrangementer uddeles ofte velmenene råd, dette kan være fra forfattere, fra forlag eller fra andre bogbloggere. Det er altid rart at få et godt råd, samt få sat ord på, hvad folk sætter pris på ved bogbloggge. I sidste ende er vi dog alle forskellige og har forskellige forhold til vores blogge.

Jeg vil her nævne tre rigtig gode råd jeg har fået (endda af flere omgange), som jeg dog ikke selv lever op til:

  • Skriv minimum 2-3 indlæg om ugen
Dette råd er kommet af flere omgange, og er et rigtig fint tip. Når man følger en blog er det super rart, at der ofte er noget nyt, så man ikke forgæves klikker ind på bloggen. Det er meget forskelligt hvor ofte læsere klikker ind, men det er klart, at de læsere, som tjekker blogindlæg dagligt, nok ikke bliver hængende på de blogs, som kun opdaterer én gang om måneden.

Hvorfor jeg ikke følger dette gode råd:
Jeg har, fra jeg startede min blog op, haft en personlig retningslinje, som hed minimum ét indlæg om ugen. Grunden til dette er, at jeg ved, at jeg ikke kan nå mere. Jeg hverken når at læse så mange bøger eller når at skrive så mange anmeldelser. Dog vil jeg gerne have at der kommer indlæg med en nogenlunde fast frekvens, så de følgere jeg har, ved hvad de kan forvente på min blog. Der er altså ingen grund til at tjekke dagligt, men hvis man tjekker ugentligt, burde der være noget nyt. I perioder hvor jeg får læst meget, eller har meget på hjerte, går der 4-5 dage mellem indlæggene, mens der i perioder hvor jeg ikke får læst godt kan gå over en uge mellem indlæggene. Jeg forsøger dog, at have lidt indlæg i baghånden fra de gode perioder, som jeg kan trække på i de lidt mere sløve, for at undgå en alt for stillestående blog.

  • Hold dig til én genre
Dette råd har jeg også hørt flere gange, og igen giver det super god mening, hvis man vil have nogle dedikerede læsere. Hvis man holder sig til enkelte genrer på sin blog, ved læserne præcis hvad de får når de læser med på din blog. Herudover kan du målrette dine resterende indlæg, så hele bloggen giver et helstøbt og samlet udtryk. Der er ingen tvivl om, at dette er en super god strategi, hvis man gerne vil have sin blog ud af starthullerne.

Hvorfor jeg ikke følger dette gode råd:
Jeg kan ikke følge dette råd, idet jeg ikke er en genre-læser. Jeg læser alt, hvad jeg synes lyder det mindste interessant, hvilket giver et noget spraglet udtryk på bloggen. Jeg er klar over, at nye læsere måske vil blive en anelse forvirrede, hvis de den ene dag læser en anmeldelse af en YA-bog, og den næste læser en anmeldelse af en historisk biografi. Der er stor risiko for at miste læsere, da de måske troede jeg var én type læser, men det så viser  sig, at jeg er en anden. Det er et forvirrende element på min blog, som jeg har accepteret, for jeg kan ikke begrænse min vidde i læsningen, uden at fjerne min læseglæde. Jeg kender dog flere der læser meget forskelligt, men kun anmelder bøger der falder indenfor deres blogs genre. Dette er jo en fin løsning, men til dette, når jeg simpelthen ikke at læse nok bøger.

  • Opsøg forlagene og få gode aftaler
Dette er et råd, som både er smart set fra et blog-strategisk, samt økonomisk synspunkt. Ved at lave gode aftaler med forlag, er der mulighed for at modtage anmelder-eksemplarer, men også mulighed for at opbygge et netværk, som kan byde på mange muligheder. Mange forlag har fået øjnene op for bogblogger-verdenen, og de inviterer både til større bog-events, samt til forfatter-træf med mere. Dette er alt sammen noget, som både er fantastisk at skrive om og læse om på blogge. Det giver stof til blogindlæg, samt pluspoint i netværket, hvilket er særligt værdifuldt, hvis man ønsker en karriere indenfor den verden.

Hvorfor jeg ikke følger dette gode råd:
Det skal med det samme siges, at jeg har modtaget mange anmelder-eksemplarer, og jeg siger ikke nej hvis jeg får tilbudt bøger der falder i min interesse. Jeg er også blevet inviteret til bog-arrangementer, hvilke jeg sætter stor pris på. Dog er det ikke noget jeg opsøger uopfordret. Ikke fordi jeg ikke vil, men simpelthen fordi, jeg ikke føler at have det overskud, som der skal til, for at opretholde en god kontakt. Når jeg modtager anmelder-eksemplarer, vil jeg gerne anmelde dem indenfor en overskuelig fremtid, og med det tempo jeg læser i, ja, så kommer jeg aldrig i bund, hvis jeg har en stor stak anmelder-eksemplarer stående. Derfor siger jeg ikke ja til mere end jeg kan rumme, og jeg efterspørger ikke selv. Herudover er der en anden lille detalje, som også gør en forskel i dette punkt, nemlig netværket. Jeg elsker at være en del af bogblogger-netværket, men forlags-netværket er ikke en fremtids-investering for mig, som det vil være for nogle andre. Jeg har en naturvidenskabelig baggrund og arbejder indenfor medicinalbranchen. Der ligger altså ikke en ambition om at gøre karriere indenfor forlagsbranchen eller lignende for mig, hvilket udmønter sig i, at alt hvad jeg foretager mig på min blog er rent lystbetonet.


Hermed er der givet tre rigtig fornuftige råd videre; følg dem eller lad være :)


onsdag den 29. marts 2017

Jagten på regnbueorkideen - Anden og tredje del


I februar blev jeg kontaktet af Tellerup, der kunne fortælle at nu var anden og tredje del, af Julius Chancers eventyr endelig udgivet, og om jeg havde lyst til at anmelde dem. Jeg anmeldte første del tilbage i 2015, og synes at tegneserien var rigtig god. Jeg havde set frem til at læse slutningen, og blev derfor rigtig glad, da Tellerup kontaktede mig. Jeg sagde selvfølgelig ja til at modtage dem.

Inden jeg startede på del 2, genlæste jeg del 1, da det trods alt var noget tid siden jeg havde læst den. Fortællingen handler om forskningsassistent Julius Chancer, som tager på en rejse til Indien, for at opstøve den myte-omspundne regnbueorkidé. Der er meget på spil, da Lord Reginald Lawrence står til at miste sit gods, hvis regnbueorkidéen ikke findes, grundet et uovervejet væddemål med Urkaz Grope, som vil gøre alt for at forhindre fundet af orkidéen. Skuespilleren Lily Lawrence, samt hendes PR-agent Crumpole gør Julius Chancer selskab på denne rejse, som sætter dem alle på en alvorlig prøve.

Det var super rart, at få en afslutning på fortællingen, som slutter meget brat i del 1, ligeledes i del 2, men afrundes i del 3. Tegneserien er gennemgående klassisk og minder meget om Tintin i både stil og fortælling. Der er opsat et grundigt netværk af skurke og forbindelser, helt som vi kender det fra Tintin. Når dette er sagt, er dette plot helt nyt for mig, og på ingen måde et rip-off af Tintin.


Jeg er af natur, meget tiltrukket af fortællinger om skjulte samfund, verdener og kulturer, og denne serie fik mig til at tænke på romanen 'Tabte horisonter' (eller 'Shangri-La'), som jeg læste for flere år tilbage. Dette element i tegneserien gør også, at jeg blev ret vild med fortællingen, og jeg ville have elsket hvis den var endnu længere. Men idet den ikke er længere, synes jeg ikke det burde være nødvendigt, at dele eventyret i hele tre dele. Fortællingen kunne sagtens bære at være i et enkelt, eller måske to bind.

Der var lidt ekstra-materiale med de to sidste bind; i del to var der en ekstra-fortælling om én af karaktererne, samt lidt baggrund for dannelsen af en tegneserie, og i del tre var der lidt baggrund for udviklingen af karakterer og steder. Jeg elsker denne form for baggrundsinfo, og synes, at det giver lidt ekstra til udgaverne. 

Generelt er der gjort rigtig meget ud af udgaverne, ved at have et super fint rollegalleri på første side af hvert bind, samt et sammensurium af avisudklip, billeder og visitkort, så snart man åbner bogen. Jeg synes bestemt denne serie er værd at samle op, og jeg vil glæde mig til der kommer flere eventyr med Julius Chancer.


lørdag den 25. marts 2017

Berømte Dødsfald af Helleberg og Thomsen

Forfatter: Maria Helleberg og Jørgen Lange Thomsen
Titel: Berømte dødsfald
Forlag: FADL's Forlag
Udgivelse: 2016

285 sider







Baggrund for læsningen:
Da jeg, i november, var til Bogforum med min søster, hørte vi et interview med retsmediciner Jørgen Lange Thomsen, hvor han fortalte om bogen 'Berømte dødsfald'. Jeg har før mødt Jørgen Lange Thomsen under min studietid, og har den dybeste respekt for hans arbejde. Min interesse for bogen blev straks vakt under interviewet, og blev kun større af, at se hvor flot bogen var udformet. Bogen kom selvfølgelig med hjem, som en for tidlig julegave fra min søster.

Kort resumé:
Hvert kapitel omhandler en historisk person, hvoraf den tidligste er Alexander den store, og den seneste er Tove Ditlevsen. Ydermere er hvert kapitel inddelt i to dele; én del hvor historikeren Maria Helleberg fortæller om den historiske persons liv, samt myterne for deres død, og én del hvor retsmediciner Jørgen Lange Thomsen ser på døden fra et retsmedicinsk udgangspunkt og prøver at nærme sig den reelle dødsårsag. 

Evaluering:
Jeg har altid været glad for bøger, som kunne give et letfordøjeligt historisk indblik i spændende personligheder eller begivenheder. Herudover er jeg meget interesseret i kroppen og hvorledes forskellige sygdomme og andet påvirker denne, hvilket taler ind til min baggrund som biomediciner. Så med den baggrund, er konceptet for denne bog, for mig, lige i skabet. 

Nu har jeg så læst bogen og hvad synes jeg så? Jeg synes, at det lykkedes godt hen af vejen, at leve op til de forventninger jeg havde til den. Der var flere kapitler hvor Helleberg kom godt omkring den historiske personlighed, og Thomsen gav nogle interessante bud på dødsårsag. Dog var der også flere kapitler, som på den ene eller anden måde stak lidt af. Dette kom til udtryk på følgende måder:

  • Helleberg havde nogle enkelte kapitler, som blev unødigt kringlede og lidt svære at følge.
  • Thomsen havde en del kapitler, hvor der var lidt for mange gentagelser af det, Helleberg lige havde fortalt, og hvor myten om sygdomshistorien fyldte mere end hans reelle bud på virkeligheden
  • Der var kapitler hvor Helleberg og Thomsen direkte modsagde hinanden (herunder kapitlet om Marie Antoinette, hvor Helleberg fortæller om hende, som en dronning der har fået et usandt rygte, mens Thomsen beskriver hende, som en dronning der lever op til rygtet) 

Det virkede ofte til, at de to dele af hvert kapitel ikke var afstemt i forhold til hinanden, hvilket jeg synes er en stor fejl. Idet man har valgt at lave en bog med to forskellige forfattere, som giver deres input fra hver deres professionelle viden, hvilket jeg synes er en fantastisk idé, så skylder man fortællingen, at få de to meget forskellige dele til at hænge sammen. Og med de mange gentagelser, så er det ikke min fornemmelse, at det er her tiden er lagt. Måske har de ikke engang læst hinandens del, før bogen blev samlet?

Jeg kunne virkelig godt lide at læse om de historiske personer man har valgt at beskrive i denne bog, dog kan det godt undre mig lidt, at man også har valgt folk som er blevet myrdet eller har begået selvmord. Det der gør, at denne bog skiller sig ud, fra så mange andre historiske værker, er jo netop, at der er en retsmedicinsk vurdering med, som be- eller afkræfter de forskellige myter der er omkring de historiske personers død. Men hvis der ikke er en myte forbundet med dødsfaldet, og historiebøgerne fortæller direkte hvad årsagen er (herunder mord eller selvmord), så kan jeg ikke helt se værdien i en retsmedicinsk udtalelse, der jo ikke kan gøre andet end bekræfte hvad man allerede vidste.

Så alt i alt var der en del i denne bog, som jeg føler kunne være blevet eksekveret bedre, så bogen ville føles mere gennemført. Trods dette, nød jeg virkelig at læse bogen. Denne måde at sætte en bog op på er virkelig interessant og taler på alle måder til mig. Mere af det, tak!





fredag den 17. marts 2017

Nye bøger til reolen (26) - Anmeldereksemplarer, bogbloggertræf og jul


Sidst jeg viste nye bøger frem, var i forbindelse med Arnold Buscks bogudsalg. Men jeg har løbende fået lidt anmeldereksemplarer, været til bogbloggertræf hvor jeg fik en fin stak bøger, og tænk engang, så fik jeg en bog til jul, som jeg ikke har fået vist frem endnu.

Til bogbloggertræffet forrige søndag modtog jeg fire krimier:
  • Hvidt snit af Lotte Petri, Turbine
  • Lad mig tage din hånd af Tove Alsterdal, Modtryk
  • Mærket for livet af Emelie Schepp, Politikens forlag
  • Hvide spor af Emilie Schepp, Politikens forlag
De lyder alle spændende, og jeg synes nu, at det kan være utroligt hyggeligt, at læse en krimi fra tid til anden. Udover denne stak på fire bøger, kommer der en eftersendelse af 'Kemikeren' af Stephenie Meyer fra Lindhardt og Ringhof, da den ikke nåede frem til træffet.

Herudover har jeg modtaget 'Gullasch baronen - Dramaet om Harald Plum' af Søren Ellemose fra Forfatterskabet. Jeg kan godt lide at bevæge mig udenfor mine vante læserammer, så da jeg blev tilbudt denne bog om en historisk person, samt en af Danmarks største erhvervsskandaler, tænkte jeg, at jeg måske kunne blive en smule klogere på et stykke Danmarkshistorie. Jeg lyttede desværre ikke særligt godt efter i historietimerne, og det ærgrer mig idag.


Herudover har jeg modtaget de tre bind af tegneserien 'Jagten på regnbueorkidéen' af Garen Ewing fra Tellerup. Jeg blev vildt glad da Tellerup kontaktede mig med den meddelelse, at de to sidste bind, nu endelig var udkommet, og tilbød mig dem, for jeg synes godt om det første bind, som stoppede ret brat i fortællingen.

Den sidste bog jeg vil nævne, er den jeg fik til jul, som jo er evigheder siden. Dog synes jeg stadig, at den skal vises frem. Jeg fik en bog, som jeg havde ønsket mig meget, nemlig 'Kvinder der forandrede verden' af Maria Helleberg. Jeg er ikke startet på læsningen, men regner med at gå igang, så snart jeg er færdig med 'Berømte dødsfald'. Det er begge bøger der omhandler en række korte portrætter, som egner sig godt til en bog der læses ved siden af alle de andre. 


Det var bøgerne for denne gang. Har i læst nogle af dem?

fredag den 10. marts 2017

Oryx og Crake af Margaret Atwood

Forfatter: Margaret Atwood
Titel: Oryx og Crake
Serie: MaddAddam #1
Orig. titel: Oryx and Crake
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Udgivelse: 2003 (denne 2011)

Hørt som lydbog: 11 t. 47 m.
Oplæst af Martin Paludan-Müller



Baggrund for læsningen:
Tilbage til bogbloggertræffet i 2014 modtog jeg bogen 'MaddAddam' af Margaret Atwood fra Lindhardt og Ringhof, hvilket er tredje bind i serien MaddAddam. Min interesse for Atwood var blevet vakt kort forinden, da jeg under et readathon havde læst 'Tjenerindens fortælling', som jeg var ret begejstret for. Af denne årsag var jeg også overbevist om, at jeg snart skulle tage hul på MaddAddam-serien, det kom så bare ikke til at ske i lang tid derefter. Men da jeg, i sidste uge, var på udkig efter en lydbog til mine lange køreture til arbejde, faldt jeg over denne første titel i serien på 'E-reolen'.

Kort resumé:
Jimmy vokser op i en nær fremtid, hvor videnskaben har udviklet sig til en uetisk handel og kamp, om at være de første på markedet der kan tilbyde udødelighed. Indtil dette kan lykkedes, er der mulighed for diverse hormon-indsprøjtninger, kropsløft og babydesigns. Jimmy forsømmes af sin far, som ikke rigtig har tid til forælderrollen, og sin mor, som stikker af fra den beskyttede enklave, de bor i, mens Jimmy stadig er ung. Mange år efter ser Snemand tilbage på sit liv før katastrofen, ensom og kun med selskab fra Crakerne, som er en modstandsdygtig race tilpasset den nye verden, skabt af Jimmys ældste og eneste ven Crake. Menneskeheden er så godt som udslettet efter, at en frygtelig virus slap ud fra videnskabens inderste kerne, og Jimmy har taget en ny identitet som Snemand, en slags profet for Crakerne, som han lovede Crake, at passe på, kort tid før katastrofen indtraf.

Evaluering:
Jeg havde læst kort om denne serie for tid tilbage, og jeg tror, at en af grundene til, at serien fik lov til at vente så længe var, at hovedpersonen kaldte sig selv for Snemand. Det virker helt tåbeligt, og jeg kan ikke helt forklare hvorfor, men det irriterede mig frygteligt, at han skulle hedde Snemand.
Nå, men jeg overvandt min irrationalitet omkring dette navn, og fortællingen viste sig virkelig, at være en sand perle! Jeg begyndte virkelig at se frem til mine køreture, hvor jeg kunne høre mere af denne ret fantastiske fortælling.

For det første, synes jeg den verden Atwood har sat op, er helt fantastisk at udforske. Både den verden, som Jimmy lever i, samt den Snemand lever i. Jimmy lever i en parallelverden, hvor der er folk der er priviligerede og bor i beskyttede enklaver, hvor alt er komfortabelt og pænt, mens resten af befolkningen bor i Plebs-områder, hvor der hersker menneskelig forfald og grusomhed. Man får det indtryk, at folk i Plebs-områderne lever meget som vi gør det idag, dog med lidt mere frie tøjler, og lidt færre regler og love. Man kommer hurtigt til at spekulere på, hvorvidt det egentlig er bedre, at bo i de beskyttede enklaver, fremfor Plebs-områderne, begge dele virker ret forfærdeligt. Snemand derimod, bor i en verden, hvor al videnskab, teknologi og komfort er forvandlet til tomme skaller uden funktion, og hvor menneskeracen nærmest er uddød.

De tre vigtigste karakterer i bogen, Jimmy (/Snemand), Crake og Oryx er alle meget nuancerede personligheder. Atwood viser både gode og dårlige sider af dem, hvilket gør, at man tror på dem som mennesker. Hun viser dog også nogle grusomme sider frem, som næsten gør ondt i hjertet, at læse om, men som samtidig gør læsningen til en meget stærk oplevelse.

Jeg ville gerne vide, hvor mange år der er gået, fra katastrofen indtraf og til vi møder Snemand i fortællingen. Hele Snemands måde at være på, bærer præg af mange års ensomhed, men samtidig undrer det mig også, at hans 'hjemrejse' til enklaven, åbenbart er den første han foretager siden katastrofen, på trods af, at den ikke ligger langt fra hans nye 'hjem'. Dette tyder på, at der måske ikke er gået så mange år? Det forvirrede mig lidt.

Udover dette punkt, undrede det mig også lidt, da jeg fandt ud af, at denne fortælling først udkom i 2003. Min første indskydelse var, at dette var en ældre bog. Dette på grund af, at der var nogle ting fra Jimmys ungdom, som virkede en anelse gammeldags, hvis dette skulle forestille sig at være et sted ude i fremtiden. F.eks. undrede det mig, at der var så meget snak om DVD'er. Hvorfor søren bruger de stadig DVD'er? Jeg vil da tro, at man selv i 2003 havde en anelse om, at DVD'er på et eller andet tidspunkt ville blive erstattet af noget andet, med den hastighed teknologi udvikler sig idag. Også beskrivelsen af computerspil, og computere i sig selv, fik en lidt gammeldags lyd i mine ører. Dette fik mig til at tro, at bogen var ældre end den var, men ærlig talt, så betød det heller ikke så meget mere end det.

Min undren er småting og noget jeg sagtens kunne abstrahere fra. Jeg nød fortællingen i fulde drag, og jeg glæder mig helt vildt til at læse/lytte videre i 'Syndflodens år', idet 'Oryx og Crake' faktisk endte ret spændende.





søndag den 5. marts 2017

Bogbloggerevent på Københavns Hovedbibliotek


Jeg har idag været til et bogblogger-arrangement på Københavns Hovedbibliotek, arrangeret som et samarbejde mellem bloggen Mellem linjerne og festivalen KBH læser. Det var et super fint arrangement, som var stablet på benene, med mad, the, kaffe og god underholdning hele eftermiddagen fra 14-18. 

Efter en kort velkomst af de tre piger Sara, Rikke og Rikke, fra Mellem linjerne, kom det første forfatternavn på scenen, nemlig Thomas Clemen. Thomas Clemen er aktuel med 'Jeg er Sif' som udkommer d. 31. maj. Dog har deltagerne til eventet fået tilsendt den som E-bog, så man allerede nu kan læse fortællingen om Sif. Thomas Clemen fortalte om sin skriveproces i forbindelse med en ny bog, samt de udfordringer og bump på vejen det kan medføre.

Efter Thomas Clemen, kom Politikens pressechef Camilla Høy på scenen. Camilla Høy var enormt åben og ærlig, i sit oplæg omkring hvordan et forlag som Politiken ser på bogbloggere, og hvorledes vi kan hjælpe hinanden. Hun var enormt frisk, og det var meget interessant at få en forlagsvinkel på bogbloggeriet.


Herefter trådte forfatteren Jacob Weinreich til, som sammen med hans kollega Anders Rønnow Klarlund, har skrevet flere bøger under pseudonymet A. J. Kazinski, og nu også Anna Ekberg. Jacob Weinreich fortalte både om forfatter-samarbejdet, samt historien bag pseudonymerne. Ligeledes læste han op, at den nyeste bog 'Kærlighed for voksne', som udkommer d. 2. maj.

Julie Hastrup var næste forfatter på scenen. Med sit energiske og sprudlende jeg, fik hun fortalt om sin opvækst, som havde fået hende til at interessere sig for krimi-genren. Hun fortalte om hendes bog-serie, samt hendes nyeste bog 'Mirakelmanden', som udkommer 30. marts. Til denne bog, havde hun bl.a. været i Finland for at lave research, og herfra havde hun fået fremstillet en kort, ret vellykket, video-teaser til den nye udgivelse.

Efter Julie Hastrup, fulgte Lotte Petri, som ligeledes havde haft en interessant barndom, med en opvækst på et sindssyge-hospital (grundet sin fars arbejde). Også her begyndte hendes interesse for krimi-genren tidligt. Lotte Petri fortalte om hvordan hun lavede research til sine bøger, og hvilke spektakulære mennesker hun havde været i kontakt med i denne forbindelse. Det var virkelig interessant, at få lidt baggrund for hvordan en sådan krimi bliver til.

Herefter blev scenen overladt til Rikke Andrup, som sammen med Pernille Vørs står bag det nyopstartede forlag Drømmefangeren. Rikke fortalte om sin overgang fra, at være bogblogger, til at komme indenfor forlagsbranchen, samt hvordan det er, at være et lille nyopstartet forlag. Med Rikkes erfaring indenfor bloggerverdenen, kom hun ligeledes med nogle gode råd til os bloggere.


Det næstsidste oplæg, var Kathrine fra Bibliotekattens bøger i samtale med Anika Eibe, som både er forfatter og har en bogblog. Jeg følger begge blogs, og jeg synes det var meget fint at høre dem tale lidt frem og tilbage, omkring balanceni at være bogblogger og forfatter, samt samarbejder med forlag. Der blev lagt op til en smule debat, med nogle enkelte spørgsmål.

Det sidste punkt på programmet var dedikeret festivalen KBH læser, hvor der blev mulighed for at komme med gode idéer og indspark til festivalen som helhed.

Alt i alt, synes jeg, at det var et vellykket arrangement. Det var spændende at høre om de forskellige krimi-forfattere, og jeg må jo indrømme, at jeg ikke har læst noget af nogen af dem. Men min interesse blev helt sikkert vakt, og jeg tror især jeg skal forsøge mig med Julie Hastrup og Lotte Petris forfatterskaber, som særligt lød som bøger, jeg ville finde interessante.

Inden vi forlod arrangementet, fik jeg en pose under armen, med spændende titler, herunder en af Lotte Petris, hvilket jeg var særligt glad for. Jeg viser bøgerne frem i et kommende indlæg, sammen med et par andre nye bøger.



søndag den 26. februar 2017

Harry Potter og det forbandede barn af Jack Thorne

Forfatter: Jack Thorne
Titel: Harry Potter og det forbandede barn
Orig. titel: Harry Potter and the Cursed Child
Forlag: Gyldendal
Udgivelse: 2016

357 sider







Baggrund for læsningen:
Til Arnold Buscks bogudsalg fik jeg lov til at vælge tre bøger, hvoraf den ene var denne. Det er en bog jeg hele tiden har vidst, at jeg skulle læse på et tidspunkt, men samtidig har det ikke været en bog som jeg har længtes efter at læse. Men da muligheden var for, at få den med hjem var jeg ikke i tvivl om, at det skulle den selvfølgelig.

Kort resumé:
Nitten år efter den syvende Harry Potter bog, befinder vi os på perron 9 3/4 hvor Harry og Ginnys søn Albus, skal med toget til Hogwarts for første gang. I toget falder Albus i snak med jævnaldrende Scorpius Malfoy, og de bliver snart uadskillelige. De tildeles begge en plads på Slytherin, og herefter bliver det én lang kamp for Albus at leve op til sine omgivelsers forventninger til ham og ikke mindst hans egne. Dette får Albus ud i en knibe med en tidsvender, som bliver svær at rette op på.

Evaluering:
Denne bog har delt vandene hos diverse Harry Potter-fans. Nogle synes det er fantastisk at få endnu en bid af Harry Potters univers, andre ser det som en nærmest forræderisk handling.Og her må jeg sige, at jeg ikke er en af de typer som konstant længes efter mere Harry Potter, men samtidig synes jeg også at det kan være interessant når det dukker op. Jeg synes at verdenen er fantastisk, jeg er vild med de 7 bøger, og de tilhørende film, jeg er vild med min 'from page to screen'-bog, jeg er vild med filmen 'Fantastic Beasts and Where to Find Them', men jeg går ikke og venter på disse udgivelser i spænding. På denne baggrund var jeg heller ikke oppe at ringe over denne nye udgivelse, men samtidig var jeg nysgerrig efter at læse hvad den mon handlede om. Jeg har ikke en stærk holdning om hvorvidt det er et godt eller skidt valg, at fortsætte fortællingen om Harry, ja, man kan nærmest sige at jeg er indifferent i denne sag. Så det var med denne indgangsvinkel, at jeg startede på 'Harry Potter og det forbandede barn'. Uden urimeligt høje forventninger eller fordomme.

Da jeg startede på bogen, tog det mig lidt tid, at finde rytmen i denne manuskriptbog. Jeg er ikke vant til at læse manuskripter, så jeg skulle lige vænne mig til formen. Men da det var på plads, fløj fortællingen afsted. Det er en forholdsvis kort bog, som er hurtig at læse, idet den udelukkende består af dialog.

Jeg fandt fortællingen meget underholdende. Jeg synes, at Albus og Scorpius udgjorde et godt makkerpar, og jeg var glad for, at fortællingens udvikling tvang fjender til at arbejde sammen om at løse problemerne. Samtidig kunne jeg godt lide, at grænsen mellem 'de gode' og 'de onde' var udvisket, og at der blev vist flere nuancer af de forskellige personligheder.

Når det er sagt, følte jeg, at alting gik lidt stærkt, og jeg sad, efter endt læsning, tilbage med følelsen af, at hele dramaet havde udviklet og løst sig alt for hurtigt. Dog husker jeg mig selv på, at det ikke er en roman, men et manuskript, og at denne udviklingskurve formentlig passer rigtig fint til et teaterstykke, som skal nå at kulminere, samt afrunde fortællingen, på få timer.

På baggrund af dette, vil jeg nok aldrig betragte denne bog, som 'Harry Potter del 8', men derimod vil jeg betragte den, som præcis hvad den er: en selvstændig fortælling, produceret til et teaterstykke. så alt i alt var jeg underholdt gennem hele læsningen, det er bestemt en fin fortælling, men samtidig har jeg ikke tænkt mere på den efter endt læsning.



Jeg kaster denne bog ind i min læseudfordring for 2017, under kategorien 'Tid', da rejser gennem tiden udgør en stor del af plottet for denne fortælling.

lørdag den 18. februar 2017

Gratis børnebøger i februar

Her kommer lige et lille læsetip til børnefamilierne:



Her i februar er der mulighed for at læse en stribe børnebøger online, ganske kvit og frit, på www.gratisbørnebøger.dk. Der er tale om i alt 17 bøger, fra 7 forskellige forfattere, heraf flere prisvindende forfattere.

Læselystkampagnen er igangsat for, at motivere børn til at læse, hvilket er et initiativ jeg altid gerne vil støtte op omkring. Fra jeg selv lærte at læse, var jeg bidt af beskæftigelsen, og jeg kan ikke huske, at der har været perioder i mit liv, hvor jeg ikke har læst. Jeg har haft så mange gode stunder med en bog i hånden, og jeg synes ikke, at nogle børn skal snydes for dette.


Nu er jeg ikke målgruppen til disse bøger, men jeg kunne alligevel ikke lade være med at læse Mekano Max af Brian P. Ørnbøl og Tom Kristensen. Jeg har før læst en digtsamling af Brian P. Ørnbøl og var lidt nysgerrig på, hvordan en børnebog skrevet med hans pen ville lyde. Mekano Max er en billedebog der, jf. forlaget, henvender sig til de 4-6-årige. Historien er en herlig rimefortælling om Mekano Max, som deltager i et bilræs i Afrika, hvor det gælder om, at have brugt mindst benzin til slut. Historien er krydret med nogle virkelig fine og sjove illustrationer, som jeg er overbevist om, at de fleste børn vil elske. Så en anbefaling herfra.



Det skal siges, at dette indlæg ikke er sponsoreret på nogen facon, men udelukkende er en deling af et, efter min mening, godt budskab. Billederne er fra kampagnens materiale.

søndag den 12. februar 2017

Ildkamp af Brandon Sanderson

Forfatter: Brandon Sanderson
Titel: Ildkamp
Serie: Reckoners #2
Orig. titel: Steelheart
Forlag: DreamLitt
Udgivelse: 2015

408 sider






Baggrund for læsningen:
Tilbage ved bogbloggertræffet i 2015, havde forlaget DreamLitt sponsoreret 'Stålhjerte' samt fortsættelsen 'Ildkamp' til alle deltagere. Da jeg her i det nye år, netop har fået læst Stålhjerte, som jeg var meget begejstret for, gik jeg derefter straks igang med efterfølgeren.

Kort resumé:
David er en del af fortropperne, og tager med Prof til Babilar Genopført (forhenværende Manhattan), hvor en særlig stærk episk, Regalia, hersker. Mens fortopperne desperat forsøger at gennemskue Regalias uigennemskuelige planer for byen, viser Regalia gang på gang, at hun er ét skridt foran dem. Samtidig er David begyndt at tvivle på, hvorvidt hans oprindelige syn på episke er korrekt; kan episke være gode og hvis de kan, hvad er det så der gør dem onde. 

Evaluering:
Jeg havde lige lagt 'Stålhjerte' fra mig, da jeg fortsatte videre i 'Ildkamp'. Det er noget jeg stort set aldrig gør når jeg læser serier, og måske af gode grunde. For jeg blev egentlig hurtigt mættet af denne bog, og jeg er i tvivl om, om det havde noget, at gøre med, at jeg netop havde brugt en rum tid i samme univers. Uanset hvad, så fangede byen Babilar Genopført mig slet ikke på samme måde som Newcago og fortroppernes indsats for at komme episke til livs, var langt mindre gennemtænkt og mere tilfældig, end den var i den første bog.

Disse bøger forstår dog, at lave et twist henimod slutningen, og her skuffede 'Ildkamp' bestemt heller ikke. Udover dette, var jeg også ret vild med, at David begyndte at tænke mere over etikken i fortroppernes handlinger. Dræber de episke fordi de er episke, eller dræber de episke fordi de er onde mennesker? Er alle episke per definition onde, og hvis ikke, hvad er det så der gør dem onde? Vil man kunne gøre onde episke gode, og hvor kommer de episke fra i første omgang? At David begynder at gøre sig disse tanker, giver fortællingen et lidt dybere lag, og sætter lidt flere tanker igang.

Der er dog én ting, som igen og igen går mig på, og det er Davids latterlige metaforer. Jeg kan godt se, at det er blevet Davids kendetegn, og skal give os en forståelse for hans lidt akavede, nørdede personlighed. Men det ændrer ikke på, at jeg simpelthen ikke finder dem sjove. Jeg synes det virker en smule unaturligt, at han i ret pressede situationer, skal gå så højt op i at forklare sine mystiske metaforer, som ofte kræver en forklaring, før de kan forstås.

Jeg var ikke lige så begejstret for 'Ildkamp', som jeg var for 'Stålhjerte'. Men ikke desto mindre gælder jeg mig utrolig meget til at læse det næste og det afsluttende bind af serien, som skulle udkomme på dansk her i 2017.





søndag den 5. februar 2017

Stålhjerte af Brandon Sanderson

Forfatter: Brandon Sanderson
Titel: Stålhjerte
Serie: Reckoners #1
Orig. titel: Steelheart
Forlag: DreamLitt
Udgivelse: 2013 (denne 2015)

374 sider






Baggrund for læsningen:
Tilbage ved bogbloggertræffet i 2015, havde forlaget DreamLitt sponsoreret 'Stålhjerte' samt fortsættelsen 'Ildkamp' til alle deltagere. Jeg har siden hørt meget positivt om serien, men den har alligevel fået lov til at stå længe ulæst på min hylde. Her i det nye år, hvor min læselyst, indtil videre, har været rigtig stor, faldt mit blik på denne titel, og jeg fik straks lyst til at læse den.

Kort resumé:
Den dag David er med sin far i banken, bliver han øjenvidne til et opgør mellem Stålhjerte og en konkurrent, hvorunder hans far bliver dræbt af Stålhjerte. Stålhjerte er et menneske med superkræfter, også kaldet episk, og kommer fra den dag af, til at styre Newcago (forhenværende Chicago) med hård hånd. Men alle episke har en svaghed, og David har været øjenvidne til det, som i sidste ende kan afsløre Stålhjertes svaghed. Fra den dag har David én mission, og det er, at hævne sin fars død, og dræbe Stålhjerte. Han slutter sig til Fortropperne, som er en gruppe oprører, som har til mission at dræbe episke, én efter én.

Evaluering:
Wow, den bog her, den slog virkelig benene væk under mig! Jeg havde læst rigtig mange gode anmeldelser af bogen, men samtidig er det bare ikke altid, at denne type dystopiske bøger fanger min interesse. Udover det er vi ude i noget superhelte-tema (dog med skurke istedet for helte), som jeg aldrig har stiftet nærmere bekendtskab med. På denne baggrund, havde jeg håbet på en underholdende bog, men havde måske ikke forventet at blive fanget af den på den måde jeg blev. 

Jeg synes simpelthen at fortællingen er skruet så godt sammen. For det første er hele rammen for fortællingen, at der er kommet episke til verden, og at de har overtaget magten, måske ikke den mest originale idé, men Sandersons detaljer som personliggør netop dette univers, virker, for mig, som en virkelig original idé. For det andet er jeg ret vild med denne her idé om episke der har alle mulige forskellige superkræfter, men at de alle samtidig har en svaghed, som kan være svær at finde, som skal udnyttes for at dræbe dem. For det tredje, så formåede bogen at overraske mig, med et ret så veldrejet plot, på et tidspunkt, hvor jeg egentlig troede, at jeg havde luret hvordan det hele ville ende.

Jeg har en enkelt anke ved denne her bog, som gør, at den ikke får den sidste halve stjerne. Og det er, at den 'private' dialog mellem fortropperne simpelthen blev for plat til min smag. Især brugen af latterlige metaforer, gjorde ikke rigtig noget godt for mig. Om det havde gjort en forskel at læse dem på det sprog de oprindelig er skrevet, kan jeg ikke være sikker på, men jeg tvivler. Men det var faktisk også det eneste der irriterede mig.

Samlet set var jeg vildt begejstret for denne bog, og læste også direkte videre i 'Ildkamp'; hvilket er noget jeg sjældent gør, når jeg læser serier. Men efter færdiglæsningen af denne var jeg virkelig sulten efter mere fra dette fantastiske univers. 




fredag den 27. januar 2017

Tegneserier


Før jeg flyttede, havde jeg en lille tradition med, at købe en Fables-tegneserie, hver gang jeg var i nærheden af Faraos Cigarer i København. Problemet nu, er bare at jeg bor i København, så det går næppe, at jeg køber en tegneserie hver gang jeg er i nærheden, da jeg nu bor i nærheden!

Jeg er pt igang med to tegneserier, 'Fables' og 'Saga'. Jeg havde hørt så meget positivt om 'Saga', så i efteråret snuppede jeg det første hæfte med hjem, og det var virkelig godt! Det er en virkelig god historie og så er jeg helt vild med tegnestilen! Det var præcis tegnestilen, som holdt mig tilbage fra Fables i sin tid. Jeg synes ikke tegningerne tiltalte mig så meget, men hvor er jeg glad for, at jeg kom over det! Men i Saga er de meget smukke, og jeg bladrer ofte igennem hæfterne efter læsningen, bare for at se de små kunstværker, som pryder hver eneste side. Skal snart have fat i næste bind!

Kan i anbefale andre tegneserier?



fredag den 20. januar 2017

Gramhavet af Erling Jepsen


Forfatter: Erling Jepsen
Titel: Gramhavet
Serie: Familiehemmeligheder 1
Forlag: Gyldendal
Udgivelse: 2016

235 sider







Baggrund for læsningen:
Siden jeg så Erling Jepsen på Bogforum i 2013, har jeg været draget af hans tragikomiske univers. De fleste af hans skriverier tager udgangspunkt i hans eget liv og hans egne oplevelser, dog med en utydelig linje mellem virkelighed og fantasi. Denne bog er derimod udelukkende bygget på sandheden, eller som Erling Jepsen selv sagde i et interview: 'Sandheden, som jeg husker den'. Det bliver første bog i en række af flere, og den blev købt på Bogforum, hvor jeg også fik den signeret. 

Kort resumé:
Bogen er en række anekdoter, som tidsmæssigt spænder fra Erlings barndom til hans teenage-år. Erling er vokset op med sin storesøster Sanne, sin far og sin mor i byen Gram. Som efter sigende er verdens navle... ihvertfald hvis man spørger beboerne i Gram. Erling forsøger konstant at holde ro i familien, ved at holde sin far glad, som er psykisk syg, og sin søster ude af målskiven, som misbruges af faderen, samtidig med at han søger tryghed hos sin mor, som ikke altid villigt giver den. En umulig opgave for den yngste i familien.

Evaluering:
Jeg synes, at Erling Jepsen har en utrolig evne til at drage læseren ind i sin verden, ind i sin dysfunktionelle familie, uden at man ved hvordan man kom derind. Man forstår hans ironi, hans henvisninger til at der foregår ting der ikke skal foregå og hans udeladelse af detaljer og forklaringer. Måske har det noget at gøre med, at man gennem hans tidligere værker, har tiltusket sig en viden, eller en tro på, at man har en viden, om hans liv, hvilket gør det lettere at læse gennem linjerne i denne bog? Om ikke andet, er denne bog legende let at læse, idet sproget flyder, anekdoterne fanger, og humoren er lige så sort, som den plejer at være (og måske er 'plejer' et lidt stort ord fra mig, da jeg kun har læst ét andet værk fra Jepsens hånd, nemlig 'Kunsten at græde i kor').

Anekdoterne er alle fra Erling's barndom og teenage-år, med undtagelse af et par enkelte omkring hans forældres opvækst. En del af anekdoterne kan lyde, som røverhistorier, men der er ingen tvivl om, at hver og én af dem, er sandheden, som Erling husker den. Udover dette, tror jeg, at Erling er benådet med en evne, til at ændre perspektivet på en ellers lidt trist eller kedelig fortælling, så den pludselig synes interessant, hvilket man lige skal overveje før man stempler en fortælling, som en røverhistorie. Herudover er der enkelte anekdoter, hvor Erling erkender, at hans slægtninge ikke husker fortællingen, som ham, herunder en anekdote om en mand som bor i en høstak. Uanset om Erling eller hans slægtning har ret, så nød jeg at læse om manden der boede i en høstak, ligesom jeg nød, at læse samtlige af de anekdoter han har valgt at fortælle.

Idet jeg har læst 'Kunsten at græde i kor', som indeholder semi-biografiske elementer, følte jeg, at jeg kendte til en del, af det Erling Jepsen fortæller om i 'Gramhavet'. Af denne grund ser jeg utrolig meget frem til, at læse de næste bøger i denne serie, som jeg regner med, omhandler Erlings liv fra teenage-årene og derefter; for dette er en tid, jeg ikke kender så meget til.

Jeg kan bestemt anbefale andre at læse denne bog, hvis man har kunne lide Erling Jepsens tidligere værker (eller film baseret på disse). Man kan forvente sig en cocktail af sort humor, sønderjysk beskedenhed og en dybt dysfunktionel familie. Jeg ved ihvertfald, at jeg snart skal have læst 'Den sønderjyske farm', som står ulæst på min reol.




fredag den 13. januar 2017

Læsemål 2017

Vi er trådt ind i et nyt år, og det er tid til at sætte sig nogle læsemål. Personligt nyder jeg at have læsemål, som jeg kan følge op på i løbet af året, men jeg ved også, at de ikke skal være for krævende, for så erstattes glæden ved målene til dårlig samvittighed over, at jeg ikke når dem. Og det er der ikke meget sjov ved. Så derfor forsøger jeg hvert år, at finde nogle rimelig enkle mål, som jeg tror på, vil være hyggelige hele året igennem.


Sidste år forsøgte jeg med med en bogbingo-plade, som jeg synes var ret sjov. Samtidig var emnerne ret så overkommelige. Dog glemte jeg den lidt i løbet af året, og udfordrede ikke min læsning på baggrund af den, men fik nærmere det jeg læste til at passe ind i kategorierne efterfølgende. Og det var egentlig ikke min oprindelige plan. Så jeg har lagt hovedet i blød for at kunne finde en udfordring der ville passe mig godt i 2017.

Der er to mål, som er gået igen i de sidste par år, og som også vil være mine mål for i år, nemlig:
  • At læse flere bøger end jeg gjorde sidste år, hvor jeg kun nåede op på 28 bøger.
  • At mindske mit antal af ulæste bøger på reolen, som er på 45 bøger.
Som den 'sjove' udfordring, har jeg valgt at tage en gammel udfordring op fra 2012, fra den daværende blog 'Bogklubben mener'. Det var før jeg fik min egen blog, men jeg deltog i denne udfordring, og kan huske at jeg synes den var ret sjov. Det går ud på at læse 12 bøger, som på den ene eller anden måde falder indenfor de 12 emne-ord. Her kan det både være handling eller titel, som refererer til ordet. Jeg har ændret på enkelte af de daværende kategorier, og tilføjet nogle ekstra, så der nu er 15 kategorier. De lyder som følgende:

Hovedstæder - Politik - 2017
Natur - Vejret - Farver
Livsfaser - Frihed - Tid
Universet - Mode - Varme
Videnskab - Rejse - Kaos

Udover læsemål, så har jeg også nogle ønsker for 2017. Jeg vil gerne blive bedre til at deltage i flere af de litterære begivenheder der foregår rundt omkring i byen. Jeg ved at Politikens Boghal og Hovedbiblioteket er vært for en del, så det er bare med at holde øje. Herudover har jeg et ønske om, at mit læseflow kommer til at gå bedre i år. Her taler jeg ikke kun om antallet af læste bøger, men også at jeg ikke kommer ind i så mange perioder hvor læselysten ikke er der. Jeg er allerede kommet godt fra start her i det nye år, hvor jeg til gengæld også har haft nogle fridage, som bestemt har boostet min læselyst.

søndag den 8. januar 2017

Dracula af Bram Stoker

Forfatter: Bram Stoker
Titel: Dracula
Forlag: Canterbury Classics
Udgave: Wordcloud Classics
Udgivelse: 1897 (denne 2012)

365 sider







Baggrund for læsningen:
Jeg har længe gerne ville læse 'Dracula'; måske kom jeg på idéen første gang jeg læste 'Tidskortet' af Felix J. Palma, hvor Bram Stoker har en lille rolle. Ihvertfald har den stået længe på min læseliste, og siden jeg var i Berlin i efteråret 2015, har jeg også ejet bogen i den fine, silkebløde udgave fra Canterbury Classics. Jeg satte dog ikke tænderne i den før sidst i oktober sidste år, og så lå den længe og blev kun læst i fra tid til anden.

Kort resumé:
Jonathan Harker er rejst til Transsylvanien for at hjælpe Grev Dracula med et huskøb i London. På Jonathan's rejse møder han mange, som forsøger at tale ham fra besøget, men først da Jonathan befinder sig på Draculas slot, går det langsomt op for ham, at tingene ikke er som de ser ud, og at han er i stor fare. Jonathan's forlovede Mina bekymrer sig i England, om den manglende korrespondance fra Jonathan, men får snart mere alvorlige problemer at spekulere på, da hendes veninde Lucy bliver syg. På Lucys hals dukker to prikker op, og hun synes konstant at tabe blod. Dr. Seward søger hjælp hos hans gode ven Dr. Van Helsing, for at finde årsagen til denne mystiske sygdom.  

Evaluering:
Efter at have læst denne bog, må jeg erkende, at jeg vidste meget lidt om den oprindelige historie om Grev Dracula. Så godt som ingenting. Derfor var det en kæmpe oplevelse endelig at få læst fortællingen. Det giver mig en umådelig tilfredshed, når jeg endelig får de oprindelige fortællinger på plads, det føles som om, at jeg er blevet klogere. Hvilket jeg vel egentlig også er.

Bogen er bygget op omkring dagbøger, breve, og enkelte avisartikler, fra en række forskellige personer, herunder Jonathan Harker, Mina, Lucy, Dr. Seward og Dr. Van Helsing.

'Dracula' fik en forrygende start, da jeg begyndte at læse den. Den første del omhandler udelukkende Jonathan's oplevelser på Grev Draculas slot, og er derfor fortalt igennem Jonathan's dagbog. Det er her vi får de første ledetråde om Draculas virkelige identitet, detaljer omkring slottet og Jonathan's spændende opdagelser. Under denne del var jeg oprigtigt spændt på, at se hvordan det ville gå Jonathan. Herefter følte jeg, at fortællingen tabte pusten. Så snart vi forlod Draculas slot, begyndte fortællingen at køre lidt i ring, det blev en anelse kedeligt og jeg mistede det gode læseflow. Begivenhederne tog igen fart henimod den sidse tredjedel af bogen, hvilket var forfriskende, men jeg blev aldrig helt så investeret, som jeg var i den første del af fortællingen.

Jeg er begejstret for, at bogen fremviser en stærk kvindeskikkelse, Mina, som har en stor rolle gennem hele bogen. Mina er en organisator og strateg, hvilket mændene får glæde af flere gange i løbet af fortællingen, og det er rart at se, at Stoker bryder en smule ud af rammerne, for datidens kvindesyn.

Jeg ville gerne have hørt mere om Grev Dracula, mere om slottet og mere om hans fortid, mere om hvorfra Van Helsing har sin viden. Men her er jeg nok lidt farvet at hvordan jeg læser nutidige romaner og hvad mine forventninger er til dem. Denne fortælling er over 100 år gammel, og man må selvfølgelig forvente, at læsere har forandret sig. Idag vil det være typisk at stille spørgsmålstegn til overnatulige væsener, hvem er de, hvor kommer de fra, hvordan lever de. Læseren skal med andre ord overbevises om, at dette væsen kan eksistere. Man får svar på en del af disse spørgsmål omkring Dracula, men ikke alle, og jeg tror måske ikke, at læsere stillede sig lige så kritisk op omkring dette for 100 år siden, da denne bog endnu var nytænkende og original. Jeg er overbevist om, at der var en større accept af det uvisse end der er idag. Idag skal ting bevises.

Efter min succes med at høre 'Jane Eyre' som lydbog, hørte jeg ligeledes nogle enkelte kapitler af 'Dracula' på nogle køreture. Jeg brugte samme app (Librivox), men her var jeg knap så heldig. Ved hvert kapitel skiftede det til en ny fortæller, og her gik jeg både fra optagelser der lød som om de var optaget fra bunden af en brønd, til stærke accenter (herunder indisk), som gjorde det svært for mig at følge det engelske sprog, som blev talt. Så det droppede jeg hurtigt og holdt mig til at læse i den fysiske udgave.

Jeg synes, alt i alt, at 'Dracula' var en god bog, omend den var tung for mig at komme igennem. Den var i den grad værd at læse, og jeg føler mig beriget af nu, at kende oprindelsen af myten Dracula (og her taler vi selvfølgelig ikke oprindelsen til Stokers idé, omend jeg vildt gerne vil se Branslottet i Transsylvanien!).

torsdag den 5. januar 2017

Så er bogudsalget startet! - til før-udsalg hos Arnold Busck


Bogudsalg, bogudsalg, bogudsalg! Findes der noget bedre? Til forskel fra de forrige år, hvor man skal vente længe på bogudsalget, så har Arnold Busck valgt at følges med januar-udsalget istedet, med første rigtige udsalgsdag idag. Der var dog et før-udsalg igår efter lukketid, som jeg deltog i.

Jeg blev, som tidligere skrevet, inviteret til Bogforum af Arnold Busck. I den forbindelse gav de også en invitation til før-udsalget, hvor de ville sponsorere 3 tilbudsbøger. Det kunne jeg selvfølgelig ikke sige nej til, så igår efter arbejde, tog jeg op i byen til dette før-udsalg. Det startede et kvarter efter lukketid og varede 45 minutter. Til min overraskelse var der utroligt få mennesker, og jeg kunne nærmest gå rundt for mig selv. Jeg kom lidt senere end da de åbnede, så jeg syntes, at tiden løb lidt fra mig. Umiddelbart var der ikke mange titler, som fangede mit blik i farten, men samtidig er jeg sikker på, at jeg kunne have fundet mere interessant, hvis bare jeg havde haft lidt mere tid. Heldigvis varer bogudsalget noget tid endnu! Jeg nåede dog, at finde tre rigtig interessante titler, før de lukkede butikken:

Kongens kvinder af Maria Helleberg
Jeg er blevet lidt vild med Maria Helleberg for tiden, og har både fået 'Berømte dødsfald' og 'Kvinder der forandrede verden', som hun har været medforfatter og forfatter til, for nylig. Da jeg så denne, tænkte jeg, at den lige måtte være noget for mig. Ifølge bagsiden handler den om Kong Christian d. 4, og i særdeleshed om de kvinder ved hoffet, som markerede sig stærkest under hans regeren.

I én person af John Irving
Det er rigtig lang tid siden at jeg har læst noget af John Irving, og jeg tror snart at det må være tid til det. Jeg er ret glad for Irvings skrivestil, og denne titel har jeg fået anbefalet af min søster. Den skulle handle om en drengs liv gennem 50 år, hvor han prøver at finde sig selv i en verden under forandring.

Harry Potter og det forbandede barn af J. K. Rowling
Denne bog behøver vist ikke så meget introduktion, da den har fyldt utroligt meget i blogland de seneste måneder. Det har ikke været en bog, som jeg med længsel har ventet på, men samtidig har jeg hele tiden vidst, at jeg på et eller andet tidspunkt måtte læse den. Så da jeg så den stå blandt udsalgsbøgerne igår, blev jeg ret overrasket og glad. Som jeg forstod det, var denne bog kun en del af udsalget i forbindelse med førudsalget, men jeg var heldig også at få denne sponsoreret af Arnold Busck.

Så det var de tre bøger jeg kom hjem med, og jeg glæder mig til at læse hver og en. Har i været på udsalg? Og hvis i har, hvilket gode bøger har i fået med hjem?