søndag den 29. maj 2016

3 korte anmeldelser af 3 korte bøger (1)


The Beautifull Cassandra
af Jane Austen
Penguin Little Black Classics
55 sider
*****

Denne lille bog indeholder seks korte fortællinger fra Jane Austens hånd. Bagsiden fortæller, at fortællingerne er skrevet i Austens teenage-år til underholdning for hendes familie, og dette er præcis hvad man skal tage det for. Hyggelige skriverier til let underholdning, mere er der ikke i dem. Jeg forestiller mig, at denne bog er særligt interessant for ivrige Austen-læsere, som gerne vil have et indblik i hendes litterære udvikling gennem livet. Hvis man ikke har en særlig interesse i Austen, tror jeg ikke bogen vil findes synderlig interessant. Der var egentlig kun én af de korte fortællinger, som jeg synes var en smule interessant, nemlig 'Letter the Third - From A Young Lady in Distress'd Circumstances to her Freind'. Her synes jeg tydeligt, at kunne ane de senere elskede fortællinger, som Austen ville komme til at skrive, og det var en dejlig gensynsglæde. De resterende fortællinger efterlod ikke noget særligt indtryk hos mig. Men om ikke andet, er det en sød lille bog, som er hurtigt læst.

A Simple Heart
af Gustave Flaubert
Penguin Little Black Classics
56 sider
*****

Denne lille fortælling omhandlede Félicité, som bruger størstedelen af sit liv på at være husholderske for Madame Aubain. Jeg synes at denne fortælling er utrolig fin, men gjorde mig også så uendelig trist. Uden at diktere hvad jeg skulle føle, fremsatte fortællingen Félicité's liv fra barndom til hendes død. På trods af, at Félicité på intet tidspunkt giver udtryk for utilfredshed med hendes tilværelse, får det mig, som læser, til at sammenligne hendes liv med nutidens muligheder, oplevelser og meget høje forventninger til livet, som ligger så langt fra Félicité's verden. Og det gør mig en anelse trist. En meget fin og rørende fortælling om Félicité's simple liv, som husholderske.

To Be Read at Dusk
af Charles Dickens
Penguin Little Black Classics
54 sider
*****

Denne bog indeholder tre korte uhygge-spredende fortællinger, med fokus på spøgelser og forvarsler. Det er uhygge skrevet i en anden tid, hvorfor fortællingerne nok ikke vil efterlade de store forstyrrelser af læserens søde søvn. Dermed ikke sagt, at fortællingerne ikke kan sprede en lille kuldegysning hos læseren, hvilket i sandhed er uhygge efter min smag, idet jeg så nemt skræmmes! Fortællingerne skal læses for den nostalgiske uhygge og det fine sprog, og ikke mere end det.


Ydermere indgår bogen 'To Be Read at Dusk'  i min læseudfordring for i år, i kategorien 'A book of short stories', og bogen 'The Beautifull Cassandra' i kategorien 'The first book of a favorite author'. Det er måske lidt bøje kategorien i forhold til Austen, dog tænkte jeg, at idet det er nogle af hendes skriblerier inden hun udkom med en bog, kunne det måske lige gå.

lørdag den 21. maj 2016

Nye bøger til reolen (23) - Nye brugte fund


Det er ved at være et stykke tid siden at jeg har vist nye bøger, og det er faktisk fordi jeg ikke har købt særlig mange, lige indtil den anden dag, hvor jeg besøgte byens antikvariat. Der var virkelig meget godt, men jeg prøvede at begænse mig. Udover bøgerne fra antikvariatet har jeg været en tur i Politikens Boghal, samt fået anmeldereksemplaret 'De smukkeste' af Karin Slaughter fra HarperCollinsNordic , som allerede er læst og anmeldt her, men som jeg glemte at få med på billedet.

Da jeg var i Politikens Boghal faldt jeg over et bord fyldt med 'Little Black Classics' fra Penguin. Jeg synes, at det er så fint et koncept, at Penguin, i 2015, udgav 80 små bøger i anledningen af deres 80-års jubilæum til en meget billig pris. Disse 80 bøger er efterfølgende blevet til 126 bøger i serien. Jeg har egentlig ikke følt et behov for at eje dem før, indtil jeg så dem læsset op på et bord, små, fine og enkle, fyldt med spændende titler fra velkendte forfattere. Så jeg købte tre styk med hjem, nemlig 'A Simple Heart' af Gustave Flaubert, 'The Beautifull Cassandra' af Jane Austen og 'To Be Read at Dusk' af Charles Dickens. Jeg har som sådan ikke hørt noget om de tre titler, men har læst andre bøger af både Austen og Dickens, og så er det bare de fineste størrelser, at have med på farten :)

Da jeg besøgte antikvariatet her i byen den anden dag, havde de sat en masse bøger frem, hvoraf man kunne fylde en pose for 30 kr. Det kunne jeg selvfølgelig ikke så for, så her lod jeg mig inspirere og købte følgende stak:

Arabiske fortællinger: Som jeg faktisk ikke aner noget om, andet end at det nok er arabiske fortællinger! Men bogen var simpelthen så flot, at jeg ikke kunne stå for den. 
Pelikannotatet af John Grisham: Som jeg købte for at fylde posen en anelse op. Det er jo en titel man har hørt om, men udover dette må jeg lade mig overraske når jeg skal læse den.
Vinterbørn af Dea Trier Mørch: Som er en bog der straks tiltalte mig, da jeg så den. Jeg synes generelt jeg får læst for få bøger af danske forfattere, så her er en god mulighed for at ændre på det.
Dronningens Nar af Philippa Gregory: Som passer til to andre bøger af Gregory, som står på min reol. Kun den ene er læst, men husker at jeg synes godt om den, så nu kan denne pynte ved siden af.
Kaninbjerget af Richard Adams: Som længe har stået på min læseliste. Jeg har læst mange anmeldelser af bogen, og er virkelig blevet nysgerrig på den! Så jeg har besluttet at jeg ville læse den i år, og synes egentlig at udgaven jeg fandt her er meget sød.



Men jeg kunne ikke stoppe her, for inde i butikken havde jeg udset mig en super fin udgave af 'Borte med Blæsten' af Margaret Mitchell i fire bind. De er fint illustrerede og har fine indbindinger inden under de lidt pudsige smudsbind (med titel i bedste western-stil).


Jeg overvejede dog købet længe, idet jeg allerede har 'Borte med Blæsten' stående på reolen i en to-binds-udgave. Denne udgave har filmcoveret, og er egentlig også meget fin, men jeg synes nu alligevel at disse fire bind var lidt mere charmerende. Og måske lettere at gå til, nu hvor fortællingen er delt op i fire dele. Så nu kan jeg måske snart komme igang med at få læst denne fortælling, som jeg holder ret meget af på film.


Nå, men det var hvad det var blevet til i denne omgang, og nu skal der virkelig læses, for jeg kæmper stadig med at minimere min stak af ulæste bøger, og denne nye stak hjalp ikke rigtig på projektet!


søndag den 15. maj 2016

Aldrig uden dig af Harriet Lane

Forfatter: Harriet Lane
Titel: Aldrig uden dig
Orig. titel: Alys, Always
Forlag: Gads forlag
Udgivelse: 2012 (denne 2015)

271 sider







Baggrund for læsningen:
Endnu engang har jeg fundet en bog frem fra bogbloggertræffet i efteråret, som Gads forlag har været så venlige at sponsorere. Jeg har ikke læst andre omtaler af bogen, end dem der er trykt på bagsiden af coveret, og da jeg skulle på en togtur, var det nærmere størrelsen af bogen, som jeg valgte den ud fra end noget andet. 

Kort resumé:
Frances besidder en temmelig ubetydelig stilling i litteratur-redaktionen på en avis i London og er ikke en person som bliver lagt særligt mærke til. En dag hvor Frances er på vej hjem ser hun en bil, som er kørt galt. Frances er den første på ulykkestedet og tilbringer de sidste minutter af offerets liv, sammen med hende. Da Frances finder ud af, at offeret er en succesrig forfatters kone, og der bliver arrangeret et møde hvor de pårørende kan tale med Frances, oplever Frances de muligheder der åbner sig for en, når man har betydningsfulde bekendtskaber. Men man skal spille sine kort rigtigt for at bibeholde dem.

Evaluering:
Som sagt anede jeg ikke hvad denne bog handlede om, da jeg begyndte at læse den, hvilket egentlig er et temmelig sjældent udgangspunkt for mig. Faktisk vidste jeg ikke mere om bogen, end den linje der stod på forsiden 'Knivskarp social satire, isnende psykodrama, fantastisk velskrevet (citat: The Independent)', samt en række andre udsagn på bagsiden af coveret. Men intet der afslørede noget om handlingen. Det er en spændende måde at gå til en bog på, da man virkelig ikke aner hvad der venter én.

Det der ventede mig viste sig dog at være yderst interessant. I starten synes jeg den var en anelse kedelig, da det virkede til at være en meget ordinær fortælling. Men pludselig begyndte der at komme diskrete tegn på, at noget ikke helt var, som det skulle være. At der lå nogle skjulte motiver bag visse hændelser, uden at der kommer nogle store afsløringer på bordet.

Hele fortællingen ligger så tæt op af virkeligheden, at intet der sker, virker utroligt usædvanligt, og det er det, der gør det så skræmmende. For under overfladen foregår et psykologisk spil, som ikke direkte gør nogen ondt, men som grænser til manipulation, hvilket virker yderst ubehageligt.

Dette er ikke som sådan en spændingsroman, og jeg synes at 'isnende psykodrama' er lidt misvisende. Man må endelig ikke forvente et hæsblæsende plot, eller sidde-ude-på-kanten-af-stolen-spænding. Men fortællingen pirrer læseren tilstrækkeligt til, at man fanges af den og føler et stort behov for at læse videre. Jeg fandt fortællingen vanvittig interessant, og havde svært ved at slippe den, da jeg først var kommet ind i den.



Ydermere indgår bogen i min læseudfordring for i år, i kategorien 'A book that scares you'.

tirsdag den 10. maj 2016

Mig før dig af Jojo Moyes

Forfatter: Jojo Moyes
Titel: Mig før dig
Orig. titel: Me before You
Forlag: Cicero
Udgivet: 2012 (denne 2015)


439 sider






Baggrund for læsningen:
Denne bog er endnu en af dem, som lå i den store pose med bøger jeg slæbte med mig hjem fra Bogbloggertræffet i efteråret. Jeg er ved at være igennem en god del af disse bøger, og det glæder mig virkelig, for der har været så utrolig mange gode læseoplevelser imellem. Heriblandt denne, som venligst er sponsoreret af Cicero, og som jeg formentlig ikke havde læst, hvis den ikke var blevet mig foræret, på trods af anbefalinger fra venner og blogverdenen. 

Kort resumé:
Lou Clark, som er sidst i tyverne, bor i en lille by på sit gamle værelse hos sine forældre. Hun arbejder på en lille café og lever en meget tryg og sikker tilværelse, uden de store udsving. Men da hun mister sit job, og får job som hjælper til en mand, som har mistet førligheden fra halsen og ned, vendes hendes liv på hovedet. Will er ikke en let mand at komme ind på livet af, men Lou gør sit til at forbedre livskvaliteten for ham med sin sprudlende karakter, og får til gengæld en åbenbaring om den verden udenfor den lille by, som hun aldrig har brudt sig om, at lære at kende.

Evaluering:
Denne bog har været helt vildt hypet, siden udgivelsen i 2012. Jeg har holdt mig på afstand af den, som ofte er sådan overeksponering virker på mig. Og det er jo egentlig ærgerligt, for ofte er der jo en grund til, at så mange mennesker kaster sig over præcis samme bog. Men at det var en bog, jeg ville kategorisere under genren chick-lit, talte heller ikke for bogens chancer for at komme gennem nåleøjet, idet det er mange år siden jeg rigtig har nydt denne genre. Men nu da bogen stod på min reol, ville jeg give den et forsøg, og selvfølgelig elskede jeg den lige så højt, som så mange andre før mig.

Den starter ud med en del klichéer, som irriterede mig, men disse erstattes tidligt, af oprigtige, sjove og kærlige hændelser, som hurtigt overskyggede min tidlige skepsis. Den sjove side af fortællingen, havde jeg på ingen måde forventet af bogen, hvorfor det kom som en kærkommen overraskelse. Udover dette er det en utrolig hjertevarm og kærlig bog, som gjorde mig lidt glad i låget.

Lou er på mange måder en herlig karakter, og jeg kunne godt lide at læse om hendes lidt tvetydige forhold til sin søster og hendes lettere fanatiske familie. I takt med at hendes forhold til Will langsomt blev bedre, skete en forløsning i forhold til fortrængte dele af hendes fortid, og hun kunne langsomt åbne op og stoppe med at fornægte sig selv livets glæder. Det var en meget fin udvikling i fortællingen.

Man kunne måske godt have ønsket sig et mere helstøbt billede af en række af karaktererne i bogen, idet mange af dem virkede meget karikerede. Men jeg accepterede denne præmis for bogen, og synes derefter ikke, at det var noget som forstyrrede min læsning synderligt meget. 

Det var som sagt en bog, jeg ikke havde de store forventninger til, men jeg må sige, at mine fordomme blev gjort til skamme. Det var en rigtig dejlig, hjertevarm fortælling, som vil være den perfekte sommerferiebog.



Ydermere indgår bogen i min læseudfordring for i år, i kategorien 'A book your friend loves'.


tirsdag den 3. maj 2016

Jeg ville være enke og jeg ville være digter af Tove Ditlevsen

Forfatter: Tove Ditlevsen
Titel: Jeg ville være enke og jeg vile være digter - Glemte tekster
Redigeret af Olga ravn
Forlag: Gyldendal
Udgivet: 2015

184 sider






En dag sidste år lå denne bog i min postkasse fra Gyldendal. Jeg havde ikke hørt om samlingen før, men jeg havde læst en enkelt roman af Tove Ditlevsen, som jeg var temmelig begejstret for, så det var en glædelig overraskelse.

Glæden var da også stor, da jeg læste den første klumme, som havde helt klare ligheder med den ene bog, jeg har læst af Tove Ditlevsen, nemlig 'Gift'. Hun tog mig straks tilbage til netop den roman, som var en rørende ærlig fortælling, fyldt med skarpsindighed og nærvær.

Denne samling er dog ikke en roman, men en herlig blanding af klummer, brevkassesvar og uddrag af diverse tekster, alle skrevet af Tove Ditlevsen. Disse 'glemte tekster' viser Toves vidunderlige skarpsind, som sætter simple betragtninger i et nyt lys. 

Hendes klummer er ofte meget humoristiske og jeg boblede indvendigt da jeg læste om Toves, i barndommen, meget store besættelse af tyktarmen, hendes møde med Dr. X og hendes betragtninger om dårlig smag. Dog er teksterne ikke alene humoristiske, men indeholder også megen sorg og skuffelse (eller måske nærmere sørgmodig undren) over livets gang.

Jeg holdt dog mest af brevkassesvarene, som viser, at teksterne er fra en anden tid. Tove er hudløst ærlig og bruger intet filter, når hun skal vejlede fortvivlede forældre, midaldrende mænd og unge kvinder i alverdens farverige situationer, nogle mere alvorlige end andre. Jeg tror sjældent, at jeg ville have givet samme råd, som dem Tove giver, men rådene afspejler i den grad den tid de er givet i, samt Toves til tider kyniske tilgang til hverdagen og livet.

Udover de korte tekster, indeholder samlingen ligeledes en række fotos af Tove gennem livet, samt en række fotos/collager udformet af kunstnerkollektivet Sort Samvittighed. På trods af den akavede simulering af hverdagssituationer, så foretrak jeg de oprindelige fotos af Tove Ditlevsen, som gav lidt ekstra til teksterne, og det var dem jeg blev ved med at vende tilbage til, frem for collagerne, som dog var et festligt indslag.

Jeg kan kun anbefale denne samling på mit varmeste.



Ydermere indgår bogen i min læseudfordring for i år, i kategorien 'A book of non-fiction'.