lørdag den 18. februar 2017

Gratis børnebøger i februar

Her kommer lige et lille læsetip til børnefamilierne:



Her i februar er der mulighed for at læse en stribe børnebøger online, ganske kvit og frit, på www.gratisbørnebøger.dk. Der er tale om i alt 17 bøger, fra 7 forskellige forfattere, heraf flere prisvindende forfattere.

Læselystkampagnen er igangsat for, at motivere børn til at læse, hvilket er et initiativ jeg altid gerne vil støtte op omkring. Fra jeg selv lærte at læse, var jeg bidt af beskæftigelsen, og jeg kan ikke huske, at der har været perioder i mit liv, hvor jeg ikke har læst. Jeg har haft så mange gode stunder med en bog i hånden, og jeg synes ikke, at nogle børn skal snydes for dette.


Nu er jeg ikke målgruppen til disse bøger, men jeg kunne alligevel ikke lade være med at læse Mekano Max af Brian P. Ørnbøl og Tom Kristensen. Jeg har før læst en digtsamling af Brian P. Ørnbøl og var lidt nysgerrig på, hvordan en børnebog skrevet med hans pen ville lyde. Mekano Max er en billedebog der, jf. forlaget, henvender sig til de 4-6-årige. Historien er en herlig rimefortælling om Mekano Max, som deltager i et bilræs i Afrika, hvor det gælder om, at have brugt mindst benzin til slut. Historien er krydret med nogle virkelig fine og sjove illustrationer, som jeg er overbevist om, at de fleste børn vil elske. Så en anbefaling herfra.



Det skal siges, at dette indlæg ikke er sponsoreret på nogen facon, men udelukkende er en deling af et, efter min mening, godt budskab. Billederne er fra kampagnens materiale.

søndag den 12. februar 2017

Ildkamp af Brandon Sanderson

Forfatter: Brandon Sanderson
Titel: Ildkamp
Serie: Reckoners #2
Orig. titel: Steelheart
Forlag: DreamLitt
Udgivelse: 2015

408 sider






Baggrund for læsningen:
Tilbage ved bogbloggertræffet i 2015, havde forlaget DreamLitt sponsoreret 'Stålhjerte' samt fortsættelsen 'Ildkamp' til alle deltagere. Da jeg her i det nye år, netop har fået læst Stålhjerte, som jeg var meget begejstret for, gik jeg derefter straks igang med efterfølgeren.

Kort resumé:
David er en del af fortropperne, og tager med Prof til Babilar Genopført (forhenværende Manhattan), hvor en særlig stærk episk, Regalia, hersker. Mens fortopperne desperat forsøger at gennemskue Regalias uigennemskuelige planer for byen, viser Regalia gang på gang, at hun er ét skridt foran dem. Samtidig er David begyndt at tvivle på, hvorvidt hans oprindelige syn på episke er korrekt; kan episke være gode og hvis de kan, hvad er det så der gør dem onde. 

Evaluering:
Jeg havde lige lagt 'Stålhjerte' fra mig, da jeg fortsatte videre i 'Ildkamp'. Det er noget jeg stort set aldrig gør når jeg læser serier, og måske af gode grunde. For jeg blev egentlig hurtigt mættet af denne bog, og jeg er i tvivl om, om det havde noget, at gøre med, at jeg netop havde brugt en rum tid i samme univers. Uanset hvad, så fangede byen Babilar Genopført mig slet ikke på samme måde som Newcago og fortroppernes indsats for at komme episke til livs, var langt mindre gennemtænkt og mere tilfældig, end den var i den første bog.

Disse bøger forstår dog, at lave et twist henimod slutningen, og her skuffede 'Ildkamp' bestemt heller ikke. Udover dette, var jeg også ret vild med, at David begyndte at tænke mere over etikken i fortroppernes handlinger. Dræber de episke fordi de er episke, eller dræber de episke fordi de er onde mennesker? Er alle episke per definition onde, og hvis ikke, hvad er det så der gør dem onde? Vil man kunne gøre onde episke gode, og hvor kommer de episke fra i første omgang? At David begynder at gøre sig disse tanker, giver fortællingen et lidt dybere lag, og sætter lidt flere tanker igang.

Der er dog én ting, som igen og igen går mig på, og det er Davids latterlige metaforer. Jeg kan godt se, at det er blevet Davids kendetegn, og skal give os en forståelse for hans lidt akavede, nørdede personlighed. Men det ændrer ikke på, at jeg simpelthen ikke finder dem sjove. Jeg synes det virker en smule unaturligt, at han i ret pressede situationer, skal gå så højt op i at forklare sine mystiske metaforer, som ofte kræver en forklaring, før de kan forstås.

Jeg var ikke lige så begejstret for 'Ildkamp', som jeg var for 'Stålhjerte'. Men ikke desto mindre gælder jeg mig utrolig meget til at læse det næste og det afsluttende bind af serien, som skulle udkomme på dansk her i 2017.





søndag den 5. februar 2017

Stålhjerte af Brandon Sanderson

Forfatter: Brandon Sanderson
Titel: Stålhjerte
Serie: Reckoners #1
Orig. titel: Steelheart
Forlag: DreamLitt
Udgivelse: 2013 (denne 2015)

374 sider






Baggrund for læsningen:
Tilbage ved bogbloggertræffet i 2015, havde forlaget DreamLitt sponsoreret 'Stålhjerte' samt fortsættelsen 'Ildkamp' til alle deltagere. Jeg har siden hørt meget positivt om serien, men den har alligevel fået lov til at stå længe ulæst på min hylde. Her i det nye år, hvor min læselyst, indtil videre, har været rigtig stor, faldt mit blik på denne titel, og jeg fik straks lyst til at læse den.

Kort resumé:
Den dag David er med sin far i banken, bliver han øjenvidne til et opgør mellem Stålhjerte og en konkurrent, hvorunder hans far bliver dræbt af Stålhjerte. Stålhjerte er et menneske med superkræfter, også kaldet episk, og kommer fra den dag af, til at styre Newcago (forhenværende Chicago) med hård hånd. Men alle episke har en svaghed, og David har været øjenvidne til det, som i sidste ende kan afsløre Stålhjertes svaghed. Fra den dag har David én mission, og det er, at hævne sin fars død, og dræbe Stålhjerte. Han slutter sig til Fortropperne, som er en gruppe oprører, som har til mission at dræbe episke, én efter én.

Evaluering:
Wow, den bog her, den slog virkelig benene væk under mig! Jeg havde læst rigtig mange gode anmeldelser af bogen, men samtidig er det bare ikke altid, at denne type dystopiske bøger fanger min interesse. Udover det er vi ude i noget superhelte-tema (dog med skurke istedet for helte), som jeg aldrig har stiftet nærmere bekendtskab med. På denne baggrund, havde jeg håbet på en underholdende bog, men havde måske ikke forventet at blive fanget af den på den måde jeg blev. 

Jeg synes simpelthen at fortællingen er skruet så godt sammen. For det første er hele rammen for fortællingen, at der er kommet episke til verden, og at de har overtaget magten, måske ikke den mest originale idé, men Sandersons detaljer som personliggør netop dette univers, virker, for mig, som en virkelig original idé. For det andet er jeg ret vild med denne her idé om episke der har alle mulige forskellige superkræfter, men at de alle samtidig har en svaghed, som kan være svær at finde, som skal udnyttes for at dræbe dem. For det tredje, så formåede bogen at overraske mig, med et ret så veldrejet plot, på et tidspunkt, hvor jeg egentlig troede, at jeg havde luret hvordan det hele ville ende.

Jeg har en enkelt anke ved denne her bog, som gør, at den ikke får den sidste halve stjerne. Og det er, at den 'private' dialog mellem fortropperne simpelthen blev for plat til min smag. Især brugen af latterlige metaforer, gjorde ikke rigtig noget godt for mig. Om det havde gjort en forskel at læse dem på det sprog de oprindelig er skrevet, kan jeg ikke være sikker på, men jeg tvivler. Men det var faktisk også det eneste der irriterede mig.

Samlet set var jeg vildt begejstret for denne bog, og læste også direkte videre i 'Ildkamp'; hvilket er noget jeg sjældent gør, når jeg læser serier. Men efter færdiglæsningen af denne var jeg virkelig sulten efter mere fra dette fantastiske univers. 




fredag den 27. januar 2017

Tegneserier


Før jeg flyttede, havde jeg en lille tradition med, at købe en Fables-tegneserie, hver gang jeg var i nærheden af Faraos Cigarer i København. Problemet nu, er bare at jeg bor i København, så det går næppe, at jeg køber en tegneserie hver gang jeg er i nærheden, da jeg nu bor i nærheden!

Jeg er pt igang med to tegneserier, 'Fables' og 'Saga'. Jeg havde hørt så meget positivt om 'Saga', så i efteråret snuppede jeg det første hæfte med hjem, og det var virkelig godt! Det er en virkelig god historie og så er jeg helt vild med tegnestilen! Det var præcis tegnestilen, som holdt mig tilbage fra Fables i sin tid. Jeg synes ikke tegningerne tiltalte mig så meget, men hvor er jeg glad for, at jeg kom over det! Men i Saga er de meget smukke, og jeg bladrer ofte igennem hæfterne efter læsningen, bare for at se de små kunstværker, som pryder hver eneste side. Skal snart have fat i næste bind!

Kan i anbefale andre tegneserier?



fredag den 20. januar 2017

Gramhavet af Erling Jepsen


Forfatter: Erling Jepsen
Titel: Gramhavet
Serie: Familiehemmeligheder 1
Forlag: Gyldendal
Udgivelse: 2016

235 sider







Baggrund for læsningen:
Siden jeg så Erling Jepsen på Bogforum i 2013, har jeg været draget af hans tragikomiske univers. De fleste af hans skriverier tager udgangspunkt i hans eget liv og hans egne oplevelser, dog med en utydelig linje mellem virkelighed og fantasi. Denne bog er derimod udelukkende bygget på sandheden, eller som Erling Jepsen selv sagde i et interview: 'Sandheden, som jeg husker den'. Det bliver første bog i en række af flere, og den blev købt på Bogforum, hvor jeg også fik den signeret. 

Kort resumé:
Bogen er en række anekdoter, som tidsmæssigt spænder fra Erlings barndom til hans teenage-år. Erling er vokset op med sin storesøster Sanne, sin far og sin mor i byen Gram. Som efter sigende er verdens navle... ihvertfald hvis man spørger beboerne i Gram. Erling forsøger konstant at holde ro i familien, ved at holde sin far glad, som er psykisk syg, og sin søster ude af målskiven, som misbruges af faderen, samtidig med at han søger tryghed hos sin mor, som ikke altid villigt giver den. En umulig opgave for den yngste i familien.

Evaluering:
Jeg synes, at Erling Jepsen har en utrolig evne til at drage læseren ind i sin verden, ind i sin dysfunktionelle familie, uden at man ved hvordan man kom derind. Man forstår hans ironi, hans henvisninger til at der foregår ting der ikke skal foregå og hans udeladelse af detaljer og forklaringer. Måske har det noget at gøre med, at man gennem hans tidligere værker, har tiltusket sig en viden, eller en tro på, at man har en viden, om hans liv, hvilket gør det lettere at læse gennem linjerne i denne bog? Om ikke andet, er denne bog legende let at læse, idet sproget flyder, anekdoterne fanger, og humoren er lige så sort, som den plejer at være (og måske er 'plejer' et lidt stort ord fra mig, da jeg kun har læst ét andet værk fra Jepsens hånd, nemlig 'Kunsten at græde i kor').

Anekdoterne er alle fra Erling's barndom og teenage-år, med undtagelse af et par enkelte omkring hans forældres opvækst. En del af anekdoterne kan lyde, som røverhistorier, men der er ingen tvivl om, at hver og én af dem, er sandheden, som Erling husker den. Udover dette, tror jeg, at Erling er benådet med en evne, til at ændre perspektivet på en ellers lidt trist eller kedelig fortælling, så den pludselig synes interessant, hvilket man lige skal overveje før man stempler en fortælling, som en røverhistorie. Herudover er der enkelte anekdoter, hvor Erling erkender, at hans slægtninge ikke husker fortællingen, som ham, herunder en anekdote om en mand som bor i en høstak. Uanset om Erling eller hans slægtning har ret, så nød jeg at læse om manden der boede i en høstak, ligesom jeg nød, at læse samtlige af de anekdoter han har valgt at fortælle.

Idet jeg har læst 'Kunsten at græde i kor', som indeholder semi-biografiske elementer, følte jeg, at jeg kendte til en del, af det Erling Jepsen fortæller om i 'Gramhavet'. Af denne grund ser jeg utrolig meget frem til, at læse de næste bøger i denne serie, som jeg regner med, omhandler Erlings liv fra teenage-årene og derefter; for dette er en tid, jeg ikke kender så meget til.

Jeg kan bestemt anbefale andre at læse denne bog, hvis man har kunne lide Erling Jepsens tidligere værker (eller film baseret på disse). Man kan forvente sig en cocktail af sort humor, sønderjysk beskedenhed og en dybt dysfunktionel familie. Jeg ved ihvertfald, at jeg snart skal have læst 'Den sønderjyske farm', som står ulæst på min reol.




fredag den 13. januar 2017

Læsemål 2017

Vi er trådt ind i et nyt år, og det er tid til at sætte sig nogle læsemål. Personligt nyder jeg at have læsemål, som jeg kan følge op på i løbet af året, men jeg ved også, at de ikke skal være for krævende, for så erstattes glæden ved målene til dårlig samvittighed over, at jeg ikke når dem. Og det er der ikke meget sjov ved. Så derfor forsøger jeg hvert år, at finde nogle rimelig enkle mål, som jeg tror på, vil være hyggelige hele året igennem.


Sidste år forsøgte jeg med med en bogbingo-plade, som jeg synes var ret sjov. Samtidig var emnerne ret så overkommelige. Dog glemte jeg den lidt i løbet af året, og udfordrede ikke min læsning på baggrund af den, men fik nærmere det jeg læste til at passe ind i kategorierne efterfølgende. Og det var egentlig ikke min oprindelige plan. Så jeg har lagt hovedet i blød for at kunne finde en udfordring der ville passe mig godt i 2017.

Der er to mål, som er gået igen i de sidste par år, og som også vil være mine mål for i år, nemlig:
  • At læse flere bøger end jeg gjorde sidste år, hvor jeg kun nåede op på 28 bøger.
  • At mindske mit antal af ulæste bøger på reolen, som er på 45 bøger.
Som den 'sjove' udfordring, har jeg valgt at tage en gammel udfordring op fra 2012, fra den daværende blog 'Bogklubben mener'. Det var før jeg fik min egen blog, men jeg deltog i denne udfordring, og kan huske at jeg synes den var ret sjov. Det går ud på at læse 12 bøger, som på den ene eller anden måde falder indenfor de 12 emne-ord. Her kan det både være handling eller titel, som refererer til ordet. Jeg har ændret på enkelte af de daværende kategorier, og tilføjet nogle ekstra, så der nu er 15 kategorier. De lyder som følgende:

Hovedstæder - Politik - 2017
Natur - Vejret - Farver
Livsfaser - Frihed - Tid
Universet - Mode - Varme
Videnskab - Rejse - Kaos

Udover læsemål, så har jeg også nogle ønsker for 2017. Jeg vil gerne blive bedre til at deltage i flere af de litterære begivenheder der foregår rundt omkring i byen. Jeg ved at Politikens Boghal og Hovedbiblioteket er vært for en del, så det er bare med at holde øje. Herudover har jeg et ønske om, at mit læseflow kommer til at gå bedre i år. Her taler jeg ikke kun om antallet af læste bøger, men også at jeg ikke kommer ind i så mange perioder hvor læselysten ikke er der. Jeg er allerede kommet godt fra start her i det nye år, hvor jeg til gengæld også har haft nogle fridage, som bestemt har boostet min læselyst.

søndag den 8. januar 2017

Dracula af Bram Stoker

Forfatter: Bram Stoker
Titel: Dracula
Forlag: Canterbury Classics
Udgave: Wordcloud Classics
Udgivelse: 1897 (denne 2012)

365 sider







Baggrund for læsningen:
Jeg har længe gerne ville læse 'Dracula'; måske kom jeg på idéen første gang jeg læste 'Tidskortet' af Felix J. Palma, hvor Bram Stoker har en lille rolle. Ihvertfald har den stået længe på min læseliste, og siden jeg var i Berlin i efteråret 2015, har jeg også ejet bogen i den fine, silkebløde udgave fra Canterbury Classics. Jeg satte dog ikke tænderne i den før sidst i oktober sidste år, og så lå den længe og blev kun læst i fra tid til anden.

Kort resumé:
Jonathan Harker er rejst til Transsylvanien for at hjælpe Grev Dracula med et huskøb i London. På Jonathan's rejse møder han mange, som forsøger at tale ham fra besøget, men først da Jonathan befinder sig på Draculas slot, går det langsomt op for ham, at tingene ikke er som de ser ud, og at han er i stor fare. Jonathan's forlovede Mina bekymrer sig i England, om den manglende korrespondance fra Jonathan, men får snart mere alvorlige problemer at spekulere på, da hendes veninde Lucy bliver syg. På Lucys hals dukker to prikker op, og hun synes konstant at tabe blod. Dr. Seward søger hjælp hos hans gode ven Dr. Van Helsing, for at finde årsagen til denne mystiske sygdom.  

Evaluering:
Efter at have læst denne bog, må jeg erkende, at jeg vidste meget lidt om den oprindelige historie om Grev Dracula. Så godt som ingenting. Derfor var det en kæmpe oplevelse endelig at få læst fortællingen. Det giver mig en umådelig tilfredshed, når jeg endelig får de oprindelige fortællinger på plads, det føles som om, at jeg er blevet klogere. Hvilket jeg vel egentlig også er.

Bogen er bygget op omkring dagbøger, breve, og enkelte avisartikler, fra en række forskellige personer, herunder Jonathan Harker, Mina, Lucy, Dr. Seward og Dr. Van Helsing.

'Dracula' fik en forrygende start, da jeg begyndte at læse den. Den første del omhandler udelukkende Jonathan's oplevelser på Grev Draculas slot, og er derfor fortalt igennem Jonathan's dagbog. Det er her vi får de første ledetråde om Draculas virkelige identitet, detaljer omkring slottet og Jonathan's spændende opdagelser. Under denne del var jeg oprigtigt spændt på, at se hvordan det ville gå Jonathan. Herefter følte jeg, at fortællingen tabte pusten. Så snart vi forlod Draculas slot, begyndte fortællingen at køre lidt i ring, det blev en anelse kedeligt og jeg mistede det gode læseflow. Begivenhederne tog igen fart henimod den sidse tredjedel af bogen, hvilket var forfriskende, men jeg blev aldrig helt så investeret, som jeg var i den første del af fortællingen.

Jeg er begejstret for, at bogen fremviser en stærk kvindeskikkelse, Mina, som har en stor rolle gennem hele bogen. Mina er en organisator og strateg, hvilket mændene får glæde af flere gange i løbet af fortællingen, og det er rart at se, at Stoker bryder en smule ud af rammerne, for datidens kvindesyn.

Jeg ville gerne have hørt mere om Grev Dracula, mere om slottet og mere om hans fortid, mere om hvorfra Van Helsing har sin viden. Men her er jeg nok lidt farvet at hvordan jeg læser nutidige romaner og hvad mine forventninger er til dem. Denne fortælling er over 100 år gammel, og man må selvfølgelig forvente, at læsere har forandret sig. Idag vil det være typisk at stille spørgsmålstegn til overnatulige væsener, hvem er de, hvor kommer de fra, hvordan lever de. Læseren skal med andre ord overbevises om, at dette væsen kan eksistere. Man får svar på en del af disse spørgsmål omkring Dracula, men ikke alle, og jeg tror måske ikke, at læsere stillede sig lige så kritisk op omkring dette for 100 år siden, da denne bog endnu var nytænkende og original. Jeg er overbevist om, at der var en større accept af det uvisse end der er idag. Idag skal ting bevises.

Efter min succes med at høre 'Jane Eyre' som lydbog, hørte jeg ligeledes nogle enkelte kapitler af 'Dracula' på nogle køreture. Jeg brugte samme app (Librivox), men her var jeg knap så heldig. Ved hvert kapitel skiftede det til en ny fortæller, og her gik jeg både fra optagelser der lød som om de var optaget fra bunden af en brønd, til stærke accenter (herunder indisk), som gjorde det svært for mig at følge det engelske sprog, som blev talt. Så det droppede jeg hurtigt og holdt mig til at læse i den fysiske udgave.

Jeg synes, alt i alt, at 'Dracula' var en god bog, omend den var tung for mig at komme igennem. Den var i den grad værd at læse, og jeg føler mig beriget af nu, at kende oprindelsen af myten Dracula (og her taler vi selvfølgelig ikke oprindelsen til Stokers idé, omend jeg vildt gerne vil se Branslottet i Transsylvanien!).