mandag den 15. maj 2017

I kamp mod tiden af Ben Elton

Forfatter: Ben Elton
Titel: I kamp mod tiden
Orig. titel: Time and time again
Forlag: Turbulenz
Udgivelse: 2014 (denne 2016)

Hørt som lydbog: 14 t. 3 m.
Oplæst af Lars Thiesgaard





Baggrund for læsningen:
Jeg ledte efter en titel på eReolen, som jeg kunne lytte til under mine lange køreture til arbejde. Her faldt jeg over 'I kamp mod tiden', som jeg har hørt lidt blandet om. Dog plejer tidsrejser altid at være ret underholdende, så jeg valgte at kaste mig over den.

Kort resumé:
Hugh Stanton har mistet sin kone og børn i et trafikuheld, og flakker hvileløst rundt, indtil hans gamle professor McCluskey beder ham om at tilbringe julen sammen med hende. Det er dog ikke tilfældigt, at McCluskey har inviteret ham, idet Chronos-ordenen leder efter en kandidat til at foretage en rejse i tiden, som Isaac Newton har beregnet muligt for flere hundrede år siden. Rejsen i tiden skal benyttes til, at forhindre 1. verdenskrig i at bryde ud i 1914, idet Chronos-ordenen mener, at alternativet er bedre, men er det nu også det?

Evaluering:
Denne fortælling var udmærket som underholdning på mine køreture, men ærlig talt ærgrede jeg mig over det uudnyttede potentiale i fortællingen. Mens jeg kedede mig i den første del af bogen, tog fortællingen fart til slut, med nogle plot-twists, som var ret fantastiske, og som burde have fyldt langt mere af bogen.

En stor del af fortællingen omhandler Hughs træning til hans tidrejse, hvilket inkluderer en hel del scener med den forfærdelige McCluskey, samt andre medlemmer af Chronos-ordenen. Både Hugh Stanton, den martrede sjæl, og Sally McCluskey, den ukonventionelle professor, var så kliché-fyldte personligheder, at jeg var ved at opgive bogen inden den rigtig var kommet igang. Jeg kunne leve med Hugh, mens McCluskey var ganske forfærdelig, og ganske utroværdig.

Jeg blev dog hængende, da jeg var meget interesseret i at høre om netop tidsrejsen, og hvordan Hughs møde med 1914 var. Her fik jeg en lidt flad fornemmelse, da vi ikke rigtig får fortalt særlig meget om Hughs tanker om tiden, udover fascinationen for kønsbehåring og kvindeklæder. Det var egentlig ret skuffende, men der er åbenbart ikke meget, som fascinerer Hugh.

Hugh Stanton, som er en militærtrænet historiker, gik i træningslejr med McCluskey et halvt år inden rejsen skulle foretages. Dog virker Hugh ikke rigtig til, at være forberedt på noget som helst alligevel. Jo, han har da moderne våben, computer, medicin, rejsepapirer og andet med sig, men hele hans opførsel, er vist ikke noget de har brugt tid på. Det undrer mig, at han er så uforsigtig fra start af, ved f.eks. at være ved at glemme sin oppakning med alle de moderne redskaber i, at blande sig i virkelig mange scener, at blive ved med at bruge vendinger fra en nyere tid, og at dele hotelværelse med en kvinde, når han nu er i besiddelse af kufferter fyldt med moderne ting og sager. Det virker helt igennem som en tåbelig adfærd fra en mand, som har gjort sig klar til denne rejse i 6 måneder forinden.

De specifikke historiske scener, hvor Hugh skal ændre fremtiden, er meget fint og spændende fortalt, og der fremgår her detaljer fra tiden, som jeg sukkede efter i den resterende del af bogen. Ligeledes var hele plottet omkring tidsrejse-fænomenet virkelig interessant og forvirrende på den gode måde. Her introduceres der nogle andre fortællinger kort, som virkede langt mere interessant end Hughs fortælling. Det bliver desværre hastet igennem, hvilket er super ærgerligt, da dette formentlig er på bekostning af alle de trælse scener, som den irriterende McCluskey optager. 

Som beskrevet tidligere, så er der super meget potentiale i plottet, som desværre bare blev fyldt ud med utroværdige, ligegyldige personligheder og en klichéfyldt kærlighedsfortælling. Så på trods af en fremragende slutspurt, var helhedsindtrykket simpelthen bare fladt.





Jeg kaster denne bog ind i min læseudfordring for 2017, under kategorien 'Rejser', da der både indgår rejser på tværs af Europa, samt den ultimative rejse, nemlig den i tiden.

mandag den 1. maj 2017

Arven af Katherine Webb

Forfatter: Katherine Webb
Titel: Arven
Orig. titel: The Legacy
Forlag: Rosinante og Co.
Udgivelse: 2010 (denne 2015)

Hørt som lydbog: 17 t. 48 m.
Oplæst af Randi Winther





Baggrund for læsningen:
Jeg stødte på 'Arven' på eReolen, og syntes at den virkede bekendt. Så tænkte at jeg ville give mig kast med den, når jeg kørte til og fra arbejde.

Kort resumé:
Søstrene Erica og Beth vender tilbage til deres mormors hus, efter mormoderens død, for at rydde op i tingene og beslutte sig for, om de vil beholde huset. Erica finder gamle billeder af deres oldemor Caroline, som ikke stemmer overens med den familiefortælling de har fået fortalt. Mens Erica stille og roligt finder ud af mere om deres oldemor, mindes de begge de somre som de har tilbragt i huset som børn, lige indtil den sommer hvor deres jævnaldrende fætter forsvandt. Erica kan ikke huske detaljerne fra den sommer, men er sikker på at Beth kan, og at hun kan overvinde hendes depression, hvis hun ser hændelserne fra den sommer i øjnene.

Evaluering:
Jeg har det lidt blandet med denne bog. Den består af to sideløbende historier. Den nutidige fortælling om Erica og Beth, og en fortidig historie om deres oldemor Carolines liv i USA. Mens jeg fandt Carolines fortælling ret interessant, synes jeg at Beth og Ericas er utrolig langtrukken. Ericas søgen omkring fortiden har en utrolig langsom fremgang, og man holdes hen omkring mysteriet med deres fætter i alt for lang tid. Jeg overvejede flere gange om jeg skulle afbryde lytningen, men samtidig var jeg simpelthen for nysgerrig. Jeg ville så utrolig gerne høre hvad der var sket med deres fætter.

Man må sige at forfatteren har formået at trække spændingen ud, men jeg synes desværre at det gav lidt bagslag, da man så når at bygge forventningerne tilsvarende op. Det var ikke fordi, at sandheden ikke overraskede mig, for det gjorde den. Men fordi jeg havde ventet så længe på det, virkede det bare en anelse fladt da man endelig nåede dertil, og det synes jeg da er ærgerligt.

Herudover synes jeg at der var en for stor afstand mellem de to fortællinger undervejs i bogen. Til slut, når alle tråde bindes sammen, er der selvfølgelig mere, som binder de to fortællinger sammen hvilket er meget fint. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, at Carolines fortælling, uden Erica og Beths historie, ville have efterladt et større indtryk på mig end den nuværende bog.

Efter læsningen af denne bog, tænker jeg, at det kan være en god sommerbog. Carolines fortælling er anderledes og interessant, fra en spændende tid i amerikansk historie, mens Erica og Beths historie bestemt også har et interessant mysterium, omend det er lidt langtrukkent. En udmærket bog, til lidt let, men spændende, underholdning.






onsdag den 26. april 2017

Turen går til... Paris


Endnu engang må jeg gå glip af 'Deweys Readathon' i weekenden, som af den ene eller anden grund altid ligger en smule ubelejligt for mig. Jeg er dog ikke så trist over det, da der skal ske en anden dejlig begivenhed, nemlig at jeg skal et smut til Paris. Det er en kort fornøjelse henover weekenden, med en god veninde, og jeg glæder mig. Vi har begge været i Paris før, og set alt det 'man SKAL se', så denne gang bliver det mere en oplevelse af byens stemning end de mange smukke turistattraktioner.

I denne forbindelse må i meget gerne give lyd, hvis i kender til nogle gode antikvariater eller boghandeler i Paris, som er værd at aflægge et visit.

For dem der ikke er bekendt med Deweys Readathon, er det et halvårligt læsemarathon der løber henover 24 timer. Det er så tanken, at man skal dedikere dette døgn til læsning. Der er også rig mulighed for at følge med i andres oplevelser i løbet af døgnet, eller deltage i forskellige udfordringer og konkurrencer hvis man har lyst. Det er et utroligt hyggeligt arrangement, som foregår hjemme i din egen stue, og man bestemmer helt selv, hvor meget man vil deltage. Jeg har selv deltaget et par gage, men har desværre været forhindret de seneste par gange. Det sættes igang på lørdag kl. 14 dansk tid. Man kan læse mere her.

søndag den 16. april 2017

Mærket for livet af Emelie Schepp

Forfatter: Emelie Schepp
Titel: Mærket for livet
Serie: Jana Berzelius #1
Orig. titel: Märkat för livet
Forlag: Politikens Forlag
Udgivelse: 2013 (denne 2014)







Baggrund for læsningen:
Jeg var til et blogger-event for nyligt, med fokus på krimi-genren. I denne forbindelse fik jeg nogle krimier med hjem, herunder 'Mærket for livet'. Jeg havde ikke hørt om Emelie Schepp før, men bogen har fået gode anmeldelser, og Emelie Schepp har fået prisen 'Årets svenske krimiforfatter 2016'. Så da jeg stadig var i krimi-humør efter at have læst 'Hvidt snit', gik jeg igang med denne.

Kort resumé:
Jana Berzelius er politianklager, og kommer til at lede efterforskningen i mordet på en afdelingschef i udlændingestyrelsen. Snart følger flere mærkværdige hændelser i kølvandet på mordet, og noget tyder på, at et barn er indblandet i forbrydelsen. Jana begynder at få anelser om, at sagen trækker tråde til hendes egen fortrængte fortid, og opklaringen kommer til at betyde mere for hende end nogensinde.

Evaluering:
Denne fortælling fangede mig fra første side, og holdt mig fanget igennem hele fortællingen. Fortællingen både rystede og skræmte mig, ved sin balanceren mellem rå menneskelig ondskab og nutidige relevans, med sin fokus på flygtninge.

Jana Berzelius er kølig og afmålt, og hendes personlighed er så markant anderledes end de sædvanlige hovedrolle-indehavere i de krimier jeg før har læst, at jeg straks bliver nysgerrig efter at vide mere. Hvordan bliver man så distanceret, så social akavet, så kold? Man får nogle af svarene i bogen, men jeg er sikker på, at man bliver endnu klogere på Janas personlighed i de næste bøger. Herudover er der en række finurlige personligheder, som bestemt er troværdige. Herunder er Mia Bolander og Henrik Levin, et kriminalkommisær-makkerpar, nævneværdige. Henrik Levin, en familiefar, som har svært ved at stå ved sin ret overfor sin kone, og Mia Bolander, som befinder sig i en økonomisk krise, og bestemt ikke forstår at bedre sin egen situation.  Generelt synes jeg, at forfatteren har skabt et meget troværdigt og mangfoldigt persongalleri, uden at vade rundt i for mange klichéer.

Handlingen er spændende og interessant, og er bygget om omkring to spor, efterforskningen af mordet, samt Janas personlige efterforskning af sin fortid, som kører sideløbende men med mange sammenfald. Jeg har det lidt stramt med, når hovedrolle-indehaveren kører lidt for meget solo i efterforskninger, og jeg synes, at Janas egen efterforskning tog lidt overhånd til slut, hvilket, efter min mening, æder lidt af troværdigheden for fortællingen.

Men alt i alt, synes jeg, at det var en super god bog, og jeg glæder mig virkelig meget til at læse den næste bog i serien, som jeg, heldig som jeg er, fik sammen med denne.


mandag den 10. april 2017

Hvidt snit af Lotte Petri

Forfatter: Lotte Petri
Titel: Hvidt snit
Serie: Selma Eliassen #4
Forlag: Turbine
Udgivelse: 2015

318 sider







Baggrund for læsningen:
Jeg var til et blogger-event for nyligt, med fokus på krimi-genren. Her deltog Lotte Petri, hvor hun fortalte om sit forfatterskab, sin research og sine bøger. Faktisk sad jeg ved samme bord som hende under dagen, og hun virkede utrolig flink. Blandt de bøger jeg fik med hjem fra dagen, var bl.a. denne bog, som er fjerde bog i hendes serie om Selma Eliassen, og på trods af, at jeg ikke har læst de forrige, kastede jeg mig ud i at læse denne, da hendes oplæg havde vakt min interesse.

Kort resumé:
Der går rygter om, at der er en ulv løs i nordjylland, og da den findes død med menneskerester i mavesækken, går den store efterforskning igang. I kølvandet på dette fund dukker flere lig op, og der synes en sammenhæng mellem de døde, da det tyder på, at der er foretaget lobotomi/leukotomi på de afdøde. Efterforskingen fører os omkring nynazisme, genetiske sygdomme og historiske begivenheder i Sydafrika. Retsmedicineren Lone, forskeren Selma og betjenten Buchanan kommer alle på hårdt arbejde, for at løse denne gåde.

Evaluering:
Jeg havde lyst til noget let læsning, som kunne holde mig fanget og underholdt i nogle timer. Det kunne denne bog til dels opfylde. Bogen var let at gå til, med mange korte kapitler, som gav følelsen af action og hurtig fremgang, men samtidig var der nogle punkter, som irriterede mig en anelse. Jeg har som sådan ikke noget imod korte kapitler, men jeg synes at denne fortælling sprang lidt for meget fra person til person på meget kort tid. Prologen, samt de første seks kapitler introducerer hver en ny person, med en anden rolle og fortælling end den forrige. Idet kapitlerne er meget korte vil det sige, at jeg på de første 28 sider, blev introduceret til de første syv mennesker, som endnu ikke havde noget med hinanden at gøre. For mig virker det temmelig forvirrende, da det er første gang jeg hører om alle disse forskellige mennesker. Nu valgte jeg jo, at læse denne bog, på trods af, at jeg ikke havde læst de tre foregående, da jeg synes at dette ofte har fungeret fint med de krimiserier jeg har læst. Men her kan jeg ikke udelukke, at jeg måske havde haft lettere ved, at holde styr på de mange nye bekendtskaber, hvis jeg havde læst serien fra starten. Jeg vil tro, set i bakspejlet, at der er tre af de syv, som formentlig er introduceret i tidligere bøger.

Noget af det jeg hæftede mig meget ved, under Petris oplæg på blogger-eventet, var hendes grundige research og hendes forkærlighed for små sjove detaljer fra virkeligheden. Det synes jeg skinnede klart igennem fortællingen. Der var flere sjove detaljer, som jeg er overbevist om, at hun har fået bekræftet fra relevante personer, hvilket gav lidt ekstra til fortællingen. Dog føler jeg, at teorien omkring sygdomme, ulve, obduktioner og lignende, ofte var lidt malplaceret i fortællingen. Ikke at teorien ikke skulle fremgå, men den fremgik stort set altid under en dialog, hvor der så kom et uopfordret kort foredrag om emnet. Dette virkede ikke altid helt naturligt. Dog må jeg sige, at jeg langt hellere vil have teorien en anelse malplaceret, end jeg vil undvære den. I sidste ende giver det klart fortællingen lidt mere pondus. 

Generelt var jeg ikke så glad for dialogen, da jeg ofte syntes, at den virkede utroværdig. Hvis jeg lå på et rullebord, fikseret mod min vilje, og lige var blevet reddet fra en morder, ville 'hvor kender du egentlig morderen fra?' ikke være det første jeg sagde til redningsmanden.

Rent visuelt synes jeg, at denne bog er meget tiltalende, da forside-illustrationen er helt vildt flot. Forside-illustrationer på mange danske krimier minder meget om hinanden, men jeg synes, at denne bog skiller sig ud, i al sin enkelhed. 

Generelt faldt denne bog desværre ikke i min smag, og til kommende læsere, vil jeg anbefale at man starter fra seriens start, så tror jeg helt klart, at man får mest ud af bogen. Jeg vil dog sige, at denne bog har genvakt en tidligere interesse jeg havde, og har givet mig lyst til at læse den bog om psykokirurgi, som jeg har haft stående ulæst på min reol i flere år. 





tirsdag den 4. april 2017

3 gode råd til bogbloggere - og hvorfor jeg ikke selv følger dem


Jeg har været til flere bogblogger-arrangementer gennem tiden, og nyder altid at være i selskab med mennesker der elsker bøger lige så højt som jeg selv gør. Til disse arrangementer uddeles ofte velmenene råd, dette kan være fra forfattere, fra forlag eller fra andre bogbloggere. Det er altid rart at få et godt råd, samt få sat ord på, hvad folk sætter pris på ved bogbloggge. I sidste ende er vi dog alle forskellige og har forskellige forhold til vores blogge.

Jeg vil her nævne tre rigtig gode råd jeg har fået (endda af flere omgange), som jeg dog ikke selv lever op til:

  • Skriv minimum 2-3 indlæg om ugen
Dette råd er kommet af flere omgange, og er et rigtig fint tip. Når man følger en blog er det super rart, at der ofte er noget nyt, så man ikke forgæves klikker ind på bloggen. Det er meget forskelligt hvor ofte læsere klikker ind, men det er klart, at de læsere, som tjekker blogindlæg dagligt, nok ikke bliver hængende på de blogs, som kun opdaterer én gang om måneden.

Hvorfor jeg ikke følger dette gode råd:
Jeg har, fra jeg startede min blog op, haft en personlig retningslinje, som hed minimum ét indlæg om ugen. Grunden til dette er, at jeg ved, at jeg ikke kan nå mere. Jeg hverken når at læse så mange bøger eller når at skrive så mange anmeldelser. Dog vil jeg gerne have at der kommer indlæg med en nogenlunde fast frekvens, så de følgere jeg har, ved hvad de kan forvente på min blog. Der er altså ingen grund til at tjekke dagligt, men hvis man tjekker ugentligt, burde der være noget nyt. I perioder hvor jeg får læst meget, eller har meget på hjerte, går der 4-5 dage mellem indlæggene, mens der i perioder hvor jeg ikke får læst godt kan gå over en uge mellem indlæggene. Jeg forsøger dog, at have lidt indlæg i baghånden fra de gode perioder, som jeg kan trække på i de lidt mere sløve, for at undgå en alt for stillestående blog.

  • Hold dig til én genre
Dette råd har jeg også hørt flere gange, og igen giver det super god mening, hvis man vil have nogle dedikerede læsere. Hvis man holder sig til enkelte genrer på sin blog, ved læserne præcis hvad de får når de læser med på din blog. Herudover kan du målrette dine resterende indlæg, så hele bloggen giver et helstøbt og samlet udtryk. Der er ingen tvivl om, at dette er en super god strategi, hvis man gerne vil have sin blog ud af starthullerne.

Hvorfor jeg ikke følger dette gode råd:
Jeg kan ikke følge dette råd, idet jeg ikke er en genre-læser. Jeg læser alt, hvad jeg synes lyder det mindste interessant, hvilket giver et noget spraglet udtryk på bloggen. Jeg er klar over, at nye læsere måske vil blive en anelse forvirrede, hvis de den ene dag læser en anmeldelse af en YA-bog, og den næste læser en anmeldelse af en historisk biografi. Der er stor risiko for at miste læsere, da de måske troede jeg var én type læser, men det så viser  sig, at jeg er en anden. Det er et forvirrende element på min blog, som jeg har accepteret, for jeg kan ikke begrænse min vidde i læsningen, uden at fjerne min læseglæde. Jeg kender dog flere der læser meget forskelligt, men kun anmelder bøger der falder indenfor deres blogs genre. Dette er jo en fin løsning, men til dette, når jeg simpelthen ikke at læse nok bøger.

  • Opsøg forlagene og få gode aftaler
Dette er et råd, som både er smart set fra et blog-strategisk, samt økonomisk synspunkt. Ved at lave gode aftaler med forlag, er der mulighed for at modtage anmelder-eksemplarer, men også mulighed for at opbygge et netværk, som kan byde på mange muligheder. Mange forlag har fået øjnene op for bogblogger-verdenen, og de inviterer både til større bog-events, samt til forfatter-træf med mere. Dette er alt sammen noget, som både er fantastisk at skrive om og læse om på blogge. Det giver stof til blogindlæg, samt pluspoint i netværket, hvilket er særligt værdifuldt, hvis man ønsker en karriere indenfor den verden.

Hvorfor jeg ikke følger dette gode råd:
Det skal med det samme siges, at jeg har modtaget mange anmelder-eksemplarer, og jeg siger ikke nej hvis jeg får tilbudt bøger der falder i min interesse. Jeg er også blevet inviteret til bog-arrangementer, hvilke jeg sætter stor pris på. Dog er det ikke noget jeg opsøger uopfordret. Ikke fordi jeg ikke vil, men simpelthen fordi, jeg ikke føler at have det overskud, som der skal til, for at opretholde en god kontakt. Når jeg modtager anmelder-eksemplarer, vil jeg gerne anmelde dem indenfor en overskuelig fremtid, og med det tempo jeg læser i, ja, så kommer jeg aldrig i bund, hvis jeg har en stor stak anmelder-eksemplarer stående. Derfor siger jeg ikke ja til mere end jeg kan rumme, og jeg efterspørger ikke selv. Herudover er der en anden lille detalje, som også gør en forskel i dette punkt, nemlig netværket. Jeg elsker at være en del af bogblogger-netværket, men forlags-netværket er ikke en fremtids-investering for mig, som det vil være for nogle andre. Jeg har en naturvidenskabelig baggrund og arbejder indenfor medicinalbranchen. Der ligger altså ikke en ambition om at gøre karriere indenfor forlagsbranchen eller lignende for mig, hvilket udmønter sig i, at alt hvad jeg foretager mig på min blog er rent lystbetonet.


Hermed er der givet tre rigtig fornuftige råd videre; følg dem eller lad være :)


onsdag den 29. marts 2017

Jagten på regnbueorkideen - Anden og tredje del


I februar blev jeg kontaktet af Tellerup, der kunne fortælle at nu var anden og tredje del, af Julius Chancers eventyr endelig udgivet, og om jeg havde lyst til at anmelde dem. Jeg anmeldte første del tilbage i 2015, og synes at tegneserien var rigtig god. Jeg havde set frem til at læse slutningen, og blev derfor rigtig glad, da Tellerup kontaktede mig. Jeg sagde selvfølgelig ja til at modtage dem.

Inden jeg startede på del 2, genlæste jeg del 1, da det trods alt var noget tid siden jeg havde læst den. Fortællingen handler om forskningsassistent Julius Chancer, som tager på en rejse til Indien, for at opstøve den myte-omspundne regnbueorkidé. Der er meget på spil, da Lord Reginald Lawrence står til at miste sit gods, hvis regnbueorkidéen ikke findes, grundet et uovervejet væddemål med Urkaz Grope, som vil gøre alt for at forhindre fundet af orkidéen. Skuespilleren Lily Lawrence, samt hendes PR-agent Crumpole gør Julius Chancer selskab på denne rejse, som sætter dem alle på en alvorlig prøve.

Det var super rart, at få en afslutning på fortællingen, som slutter meget brat i del 1, ligeledes i del 2, men afrundes i del 3. Tegneserien er gennemgående klassisk og minder meget om Tintin i både stil og fortælling. Der er opsat et grundigt netværk af skurke og forbindelser, helt som vi kender det fra Tintin. Når dette er sagt, er dette plot helt nyt for mig, og på ingen måde et rip-off af Tintin.


Jeg er af natur, meget tiltrukket af fortællinger om skjulte samfund, verdener og kulturer, og denne serie fik mig til at tænke på romanen 'Tabte horisonter' (eller 'Shangri-La'), som jeg læste for flere år tilbage. Dette element i tegneserien gør også, at jeg blev ret vild med fortællingen, og jeg ville have elsket hvis den var endnu længere. Men idet den ikke er længere, synes jeg ikke det burde være nødvendigt, at dele eventyret i hele tre dele. Fortællingen kunne sagtens bære at være i et enkelt, eller måske to bind.

Der var lidt ekstra-materiale med de to sidste bind; i del to var der en ekstra-fortælling om én af karaktererne, samt lidt baggrund for dannelsen af en tegneserie, og i del tre var der lidt baggrund for udviklingen af karakterer og steder. Jeg elsker denne form for baggrundsinfo, og synes, at det giver lidt ekstra til udgaverne. 

Generelt er der gjort rigtig meget ud af udgaverne, ved at have et super fint rollegalleri på første side af hvert bind, samt et sammensurium af avisudklip, billeder og visitkort, så snart man åbner bogen. Jeg synes bestemt denne serie er værd at samle op, og jeg vil glæde mig til der kommer flere eventyr med Julius Chancer.